tirsdag den 12. august 2008

Fra regn og blæst i Danmark..

... til regntid og buldrende varme i Indien. Her på højskolen sidder vi og kigger ud i det grå vejr gennem store, tunge rengdråber, men egentligt må det siges at være et plus. Det giver netop tid til lidt dansk hygge med film, slik, kakao og, ja, hygge! Når vi lander i Chennai er det også god idé at have paraplyen klar - men det ca. 15 grader varmere klima bliver noget af en udfordring, og lysten til den goe gammeldaws hygge fordufter nok. Jeg må indrømme, at jeg fik et mindre chok, da jeg blev konfronteret med nyheden om at vi i 30 graders varme skal have tildækkede skuldre og ANKLER! For nu at citere lidt ægte dansk pop, så bliver det hot hot hot hot hot...

søndag den 10. august 2008

Nedtællingen er i gang...

Så er alt på plads, næsten... Vi mangler blot et visum eller to - ingen problem. Vi har nu været på Løgumkloster højskole i henholdsvis 1 og 3 uger, og vi går nu den sidste uge i møde. Det er simpelthen fint nok [citat dejlige Tanja, fra nordjylland - skal oversættes til fantastisk] at være her med alle de søde og hyggelige mennesker, som vi ville ønske vi kunne tage med i kufferten - så det har vi tænkt os! Det er simpelthen en perfekt måde at rejse ud i verden på med sådan et netværk i bagagen.
Det vi skal i Indien er temmelig uklart indtil videre, da vi er de første volontører fra Danmark som rejser til Madurai i Sydindien. Men der er tre klare hovedmål:
Om formiddagen skal vi arbejde på en specialskole med handicappede børn på YMCA's center, og om eftermiddagen skal vi ud i slumkvarteret Muthupatty for at hjælpe med undervisningen i en lektiecafé. Sidst men ikke mindst skal vi besøge nogle af YMCA's oprydningslejre efter tsunamien.
Der er afgang fra Kastrup lufthavn til Chennai (Madras) den 3. september, hvor vi vinker farvel til vores kære for 5-6 måneder. Vi starter med at arbejde med førnævnte opgaver i 4 måneder, og herefter drager vi på rundtur i Indien med rygsæk, og mon ikke vi også slår et smut forbi Nepal og Himalaya-bjergene..
Sommerfuglene begynder så småt at baske med vingerne - og vi tæller dagene!

Følg endelig med her på vores blog..