Jul i inderland

Midt mellem terrorangreb og oversvømmelser sidder vi her og klipper julepynt - så I skal ikke være bekymrede! Mumbai ligger laaangt fra os. Det svarer til, at der var en terroraktion i Venedig - det ville vi I DK jo ikke være så mærkede af. Og jo, det er det samme land, MEN Indien er kæmpe, kæmpe stort og i højere grad et "forenede stater" end et land.
Og de uha-noget-så-farlige oversvømmelser er ikke blevet til mere end nogle store vandpytter og to skolefridage. Så alt er sådan set i den skønneste orden her:)
Onsdag lavede vi pandekager med is til aftensmad i det nye køkken, og så hyggede vi med en rigtig candlelight-dinner:) I går fik vi chicken-nuggets (færdig mad ;) og kartoffelmos, og så er vi desuden gået helt i julehumør. Vi har klippet julehjerter, engle, stjerner, og dertil tilføjet to skønne, indiske lyskæder = fantastiske juleværelser, som næsten nærmer sig Magasins juleudsmykning;) Med kalenderlys, julekalender på DVD og pakkekalender, er vi nu klar til december, og understreger det med en tur til Kodaikanal her i morgen.
Kodaikanal er en Hillstation, dvs. en gammel engelsk sommerby, som britterne flyttede koloniadministrationen på til, når storbyerne blev for varme at opholde sig i om sommeren. På denne tid af året er det køligt, så vi kan næsten få fornemelsen af det danske klima - i hvert fald noget der ligner. Bjerglandskabet skulle være meget smukt, og der er mange gode gåture i området, så vi pakker den lille rygsæk, stiger på bussen og så står den ellers på vandrerture hele lørdag:)

Den næste uge står på julearrangementer til den helt store guldmedajle. På søndag skal Nicoline danse til en privat julesammenkomst, mandag skal jeg synge til "1000 voices choir" (et arrangement hvor 1000 børn synger sammen for oplevelsen skyld), fredag har vi juleafslutning på High School for Hearingimpared og vi siger farvel til dem mandag den 8. dec.
Søndag den 7. dec skal vi synge julekoncert - så der skal vi liige nå at lære 3 tamilske julesalmer til. Fredag den 12. holder vi juleafslutning på The school for Mentally Challanged og siger samtidig farvel til dem (dog vender vi tilbage senere for at vise vores mødre og min søster stederne), og den 14. december holder vi juleafslutning med vores kære børn på lektiecafeen. Så som I kan se, keder vi os ikke. Den sidste arbejdstid her kommer til at gå lynhurtigt, så vi prøver bare at nyde det hele.

Nu skal vi have vores sidste dansetime, og det passer vist os begge fint, at det er sidste gang vi skal stå i halfseat, en overdrevet hjulbens-position, hvor man går næsten i knæ, samler fødderne og knæene skubbes ud til hver sin side. Ikke synderligt behageligt! Vi sender mange tanker hjem til jer, og I må alle have en dejlig 1. søndag i advent.

Westernweekend

Flyveturen til Bangalore gik uden problemer, og englene sang da vi trådte ind i lufthavnen. Her var rent, roligt og arkitekturen mindende om noget der sagtens kunne være bygget i Danmark inden for de sidste par år. Meget minimalistisk i hvidt, marmor og glas. Der lå ingen og sov på gulvene, toiletterne var pinligt rene, og pludseligt tænkte man over, hvordan man egentligt selv tog sig ud i de store slidte haremsbukser. At der også lå en subway-sandwichbar uden for forhallen gjorde ikke lykken mindre!

Vi tog med shufflebus ind til M.G. Road, som er en af hovedgaderne i Bangalore. En tur på intet mindre end 33 km og 1 time i den indiske trafik. Bangalore er noget helt andet end det vi tidligt har set, og det er tydeligt at Madurai blot er en forvokset landsby set i forhold til. Hvis I har set "Aladdin" og lagt mærke til hvordan indkøbsagderne ser ud nede i Agrabah, der hvor Aladdin stjæler fra boderne, kan i lige for et sekund holde det billede for jeres indre. Så fjerner I idyllen og fylder det med larm, skidt, køer og 100. gange så mange indere, og BANG, der har vi Madurai. Bangalore byder på meget af det samme, men har også den mere moderne arkitektur, shoppinggaderne som vi næsten kender dem fra Europa - lidt a la sydeuropa - cafeerne, fastfood'en, flere normale biler (sammenlignet til Madurai's 5 biler og 10.000 rickshaws), shoppingcentre, parker og langt flere mennesker i jeans og t-shirts. Og kort sagt så vi nød det godt af det hele!

Desværre blev min tilstand værre, og jeg måtte indlægges fredag morgen på hospitalet, efter næsten to døgn uden at kunne holde hverken vådt eller tørt indenbords, bogstaveligt talt, pga. maveinfektion. Min krop gik simpelthen i baglås. Jeg var blevet dehydreret og min mave skulle hjælpes i gang med at fungere igen, og efter blot et (langt) døgn med drop, fik jeg lov at blive udskrevet. Det var min sygehus-debut, men alt taget i betraktning, var det meget positivt, og jeg oplevede at sygehus personalet var meget dygtigt - i hvert fald når jeg var vågen ;)

Heldigvis var Vera, en af vores tyske venner fra Madurai, også i Bangalore torsdag, så hun og Nicoline tog på tur ud og så byen! Og det var ikke småting de kom hjem og fortalte om - men det vil Nicoline måske selv skrive om :) Nicoline sad dog trofast ved min side hele fredag - og mange mange tak for det!

Torsdag aften nåede jeg lige lidt ud sammen med dem - og vi besøgte NASA, en pub formet som et rumskib - super fedt! Desværre havde de ikke noget dansegulv, og påstod at det er forbudt i hele Bangalore, ellers havde vi nok fået svunget træbenet en lille smule. Det må vi så vente med, til vi kommer hjem til Danmark.

Fredag forsvandt bag hospitalets hvide vægge for os begge. Og så begyndte det at regne!

Lørdag blev jeg så løsladt, og vi tog ud til et shoppingcenter, vi havde læst om på forhånd, og måtte sande at vi nu var nærmere Magasin end vi havde været i 3 mdr. Det var virkelig dejligt at sidde der midt i al den herlighed og blive forkælet lidt, og så shoppede vi amok i Clinique-butikken. Vi købte så meget at de nærmest smed prøver og makeuppunge efter os, da vi forlod butikken :)
Om aftenen måtte vi desværre stifte bekendskab med den dårlige side af Bangalore, da vi forsøgte at få en rickshaw. Problemet med at få prisen ned på et rimeligt niveau, kender vi her fra Madurai, men den udspektulerethed og frækhed de havde i Bangalore, oplever i aldrig i Madurai. Her er de blot nysgerrige og lidt naive, men i Bangalore var de direkte uebehagelige. Vi havde endelige forhandlet en pris med en af chaufførene, og kørte afsted, men vi var ikke kommet langt, før han begyndte at sige: her er meget, meget trafik, vi kører en smutvej, og så skal i kun betale 30 rs. i stedet for 100 rs. - nå ja, og så skal vi lige forbi min shop. En smutvej til billigere penge, når mørket er faldet, lyder som den sikre vej mod meget ubehagelige oplevelser, så vi sagde selvfølgelig nej, og stod fast ved aftalen. Og så kørte diskussionen ellers derfra. Det endte med at han satte os af i et mørkt, traffikeret kryds, og så kunne vi stå der. Og for mit vedkommende var det mere end jeg kunne holde til oven på mit hospitalsbesøg, som jeg naturligvis var helt udmattet efter. Vi gik tilbage af den vej vi var kommet af, og endelig lykkedes det os at få en anden - og aftenen endte lykkeligt! Men det var noget af en oplevelse.

Søndag tilbragte vi inde ved M.G. Road og Brigade Road - de store shopping gader, og vi fik sko, løbesko, festkjoler, hverdagstøj og lækker fastfood mad (ja, det skal man ikke kimse af, når man ikke har fået det i 3 mdr!!). Det var virkelig dejligt at gå og kigge butikker som der hjemme, og bare nyde at det hele virker så velkendt. Om aftenen tog vi til lufthavnen, og nød endnu en gang godt af de lækre lufthavns faciliteter, inden vi vendte næsen hjemad og endelig kunne putte os på værelse 11 og 12 her på YMCA efter en dejlige, begivenhedsrig weekend!

Det regner og regner her - uden for regnsæsonen, så de er absolut ikke vilde med det. Faktisk har regeringen beordret skolefri i 2 dage nu, hvilket betyder at vi er arbejdsløse, og sidder og kukkelure lidt her på værelset. Shamila sagde i går at hun er bange for at vi får oversvømmelser, som de også har haft for 10 år siden, men nu har indere en tendens til at overdrive lidt, så vi ser hvordan det udfolder sig. Heldigvis bor vi på 1. sal om ikke andet, så vi er begge helt rolige ved situationen! Det store problem er at de intet kloaksystem har, så vandet har ingen steder at løbe hen - derfor er alle gader fyldt med vand, og det gør al traffik meget besværligt!
Hvis tingene fungerede på samme måde i Danmark, tror jeg, at vi ville være et meget dumt folkefærd, da vi måske kun kunne gå i skole 20 dage om året! De skulle bare vide, de kære indere - måske er de bare lidt sarte..

BANGALOOORE!!

I dette øjeblik sidder vi og lytter til de venlige stewardesse-stemmer i højtaleren i Chennai lufthavn. Snakker de tysk? Eller er det naiv indbildning, for at tro vi er i Europa?
Min far og Vibeke har været her hos os i Madurai fra onsdag til mandag, og vi har haft nogle helt vildt dejlige dage! De er nu taget videre til kerala, hvor de skal have et skud sol, inden de vender hjem til det kolde nord igen. Desværre fik vi alle en omgang Delly Belly (indisk dårlig mave og utilpashed), men jeg håber nu at deres samlede indtryk af Indien er blevet positivt:) Jeg har i hvert tilfælde virkelig nydt at de har været her. I mens har Nicoline været ud og lufte sig lidt med Divya, en moderne (!) indisk pige, vi har mødt i det kor vi netop er startet i. De har hygget sig meget sammen, "og det var godt at komme lidt ind på den indiske ungdom" citat Nicoline. Og Nicoline synes Henriette er et fjollehoved. Waaah! I dag er det jo Nicolines fødselsdag, hurra hurra hurraaa, og det skal vi fejre!!! Vi startede allerede i går, da vi efter en lang dag var gået tidligt i seng, for at være klar til afgang kl 6.00 mod Bangalore i dag, blev vi lige pludseligt vækket kl 23.00 af David og ham-vi-ikke-ved-hvad-hedder (det er blevet hans navn nu, lidt inspireret af Harry Potter), som stod glæde strålende udenfor døren med en utrolig flot, disney-agtig og meget syntestisk jordbærsandkage med skriften "Happy Birthday, Nickolhine". David forsøgte sig med en fødselsdags sang, meeen det var nu ikke den store succes. Efter 2 linier forstummede han hurtigt. Bagefter ringede de så og sagde at vi ikke måtte fortælle det til Shamila eller Jebaraj - Det var jo heller ikke så god timing fra deres side, at komme så sent!

Nå, men nu sidder vi altså her. Endelig på vej til Bangalore, og vi glæder os meget til at komme frem, og måske opleve en by der lidt mindre tradionel/gammeldags og lidt mere vestlig-minded! Og så nyder vi at være lidt på egen hånd uden mor-shamila og far-jebaraj i nakken. Måske byder denne tur også på et møde med Vera (en af de tyske piger), som også er i Bangalore nu. Det må tiden vise:) Nu skal vi boarde.
Fortsættelse følger...

Vi smeeelter...

Vi vil lige gøre jer opmærksomme på temperaturforkellen mellem Danmark og Indien er 24 grader! Så vidt jeg kan se er det lige omkring 7 grader "varmt" i Fredericia, i mod 31 grader her! :) Nogen der vil bytte for en dag?

I går aftens havde vi en skøn aften sammen med to tyske piger, som også er volontører her i Madurai. Vi mødte dem til en koncert i kirken, hvor i udvekslede numre. Og i går tog vi sammen ud for at spise på Madurai's fineste restaurat. Her sad vi i omgivelser, der mindede mest om noget fra en britiske kolonitid, med den smukkeste udsigt over Madurai. Og der var til vores store glæde helt fredfyldt og stille, hvilket er noget af en luksuriøsitet her! Det var rigtig hyggeligt at snakke med pigerne, og få noget god mad - og det bliver uden tvivl ikke sidste gang vi skal se dem. Der er en gruppe på i alt 5 tyskere og en DANSKER, som bor på et kollgie ved seminaret for teologi her i Madurai, og arbejder med socialt arbejde som os. Faktisk er vi netop i gang med at lave en aftale med dem om at mødes på Cafe Coffee Day i denne uge, som efter sigende skulle være Madurai's StarBucks!! Juhuu..
Endvidere har vi planer om at tage til Kerala første weekend i december, og muligvis slår vi pjalterne sammen med dem, og følges sammen alle 8 - det kunne jo være rigtig hyggeligt! De har nemlig været der før, og har fundet et rigtig skønt sted. "Paradis på jord", og det vil vi da gerne opleve:)
I har spurgt lidt til hvad vi ellers får at spise hernede: Man kan sige at alle indiske måltider består af basisdelene - ris, forskellige slags sovse/gryderetter til at hælde over risen, og en af de mange slags "pangekage-brød" de har. Sidst nævnte kan være chapati, en meget tynd, lidt kedelig pandekage, dosai, en lidt tykkere, let svampet pandekage, eller Parotha, vores absolutte farvorit. Denne har også form som en pangekage, men er lidt som noget butterdej/crossaint-agtig. Mmh, meget lækkert. Risen fås også i mange variationer - almindelig hvide ris (hvilket ikke bare er ris - der findes virkelig mange forskellige slags hvide ris, men det bestemmes af hvilket område man er i), biriyan-ris, som er ris kogt med alle mulige forskellige kryderier og er ofte meget stærke, og curd-rice, hvilket er ris og yughourt blandt sammen til at mildne halsbranden efter stærke retter. Og så er der de tusindvis af sovse/ små sideretter som varierer fra køkken til køkken, delstat til delstat. De kan være med eller uden kød, og mere eller mindre flydende, men er altid meget farverige! Når vi er ude og spise på restaurant får vi oftest det "normale" indiske mad, dvs. et stor metalfad med et banan-palmeblad på, hvorpå der så står mellem 8 og 14 små metal skåle med små retter i. Midt på fadet hælder tjenerne så en ordenlig skovlfuld ris på bananbladet, så er det ellers med at mixe risen med alle de små sideretter, og så klaskeklør fem ned i det og forsøge at lave nogle små kugler man kan få op i munden:) Vi har luret deres teknik af, og er ved at blive gode til det, men der kræver øvelse!
Inderne selv spiser ris morgen, middag og aften. Morgenmaden er lavet af ris fra dagen før. Det laves til igli'er svampede, kolde, let eddikede risboller, eller vadaj, som er lidt som en doghnout lavet af ris. Frokosten tages med på arbejde eller i skole i runde, madkasse tårne, og består af ris og forskellige sovse - nøjagtig som aftensmaden.

Up and down the road...

Hornene tuder løs nede på gaden, egerne uden for mit vindue er snart helt tamme og vi underviser på livet løs i alt fra engelsk til matematik - livet går sin larmende gang her hos os.
Der sker ikke så mange ting der er værd at skrive hjem om, så derfor må I undskylde at der er blevet lidt langt mellem blogindlæggene. Livet står dog på ingen måde stille her, små hverdags begivenheder og personlig udvikling slår gnister om os. Vi har nået det tidspunkt i vores ophold, hvor tingene ikke bare er lutter gode oplevelser og indtryk, der skal arbejdes for at få det hele til at fungere. Det har vi kunnet mærke både i forhold til vores arbejde, hvor vi har lavet en del ændringer, mentalt, hvor vi er blevet nød til at stille os selv grundlæggende spørgsmål om at være her, og fysisk, hvor vores kroppe ikke længere kører på adrenalinen, og af og til må ligge en dag eller to i sengen.
Det er med andre ord blevet hverdag. Nøjagtigt som vi kender det fra Danmark, med alt hvad det indebærer - godt som skidt. Vi har det stadig godt begge to, absolut! Vi hygger os, ser film, arbejder, spiser is, kylling og ris, og læser bøger. Jeg kan mærke hjemveen trykker lidt af og til, men det er jo en ting, der er svær at komme uden om, når man har efterladt sine kære så langt væk.
Vi har netop haft besøg af Lene og Martin fra KFUM-K's projektgruppe i Danmark i nogle dage, og vi har haft en hyggeligt tid sammen. I næste uge kommer min far, og jeg glæder mig virkelig til at vise ham den her verden. Selvom jeg skriver, at det er blevet hverdag som i Danmark, har det jo intet med Danmark at gøre. Alt er jo anderledes, og konstant nyt - vi er blot ved at vende os til den her verden. Og ved at blive fantastisk gode til at tage tingene, som de kommer. Vi bliver verdens bedste tilkalde-folkeskolelærer-vikarer, når vi kommer hjem! Når vi møder op på den ene skole, og har forberedt os på noget engelsk undervisning og nogle lege, får vi at vide at vi skal undervise i matematik - og det må vi jo så gøre! :)

Snart nærmer Nicolines fødselsdag sig også, og blandt andet pga. det, tager vi på tur til Bangalore - så skal vi shoppe, spise McDonalds mad, og se om der findes andre unge, som vil lave noget sjovt. Juhuu!

Jeg havde en lille dejlig oplevelse her i mandags, hvor vi var ude i børnehaveklassen for hørehæmmende børn. Her er en lille dreng, som stadig er helt ny. Når børnene kommer til skolen første gang, har de ingen stemme - de ved ikke, at de har den. Så her i børnehaveklassen lærer de at få fat i den, først via puste øvelse og ved hjælp af nogle fikse apperater. De har fx. en lampe, som lyser, når man snakker! Ham her har endnu ikke givet nogen respons på øvelserne, dvs. at han ikke har pustet eller sagt noget som helst. Jeg havde taget sæbebobler med (en efterhånden fast inventar i vores tasker), og viste ham så hvordan det virkede, og så pustede han en sæbeboble!! Fantastisk. Han synes selv det var så fedt - og grinede helt vildt. Det gør bare det hele værd!