Det store Indien - del 1

Juletiden er for laengst over og der er sket en del siden sidst der blev skrevet noget.

Den stoerste aendring der nok er sket er at Henriette og jeg ikke rejser rundt sammen. Ikke fordi der er sket noget mellem os, men Henriette ville se Danmark og kulde, hvor jeg gerne ville se Indien og varme. Saa nu er hun paa vej hjem, mens jeg sidder fast her i Indien, blandt koeer, affald og en fantastisk kultur som jeg ikke kan faa nok af.
Naar, men beklager at det har taget mig saa lang tid at faa skrevet om noget. Men eftersom det er over en maaned siden jeg forlod Madurai - vil i faa det i smaa bider. Dog forhaabentlig foer jeg kommer hjem :) - men jeg vil ikke love noget.
Beklager ogsaa stavefejl - men min hverdag er nu paa engelsk, hvorend det er paa skrift eller tale. Saa det kan vaere lidt svaert at skulle stille om til dansk.

Saa lad mig starte for en ende af.
Efter afsked med folkene fra YMCA og diverse mennesker jeg har haft en forbindelse med - lige fra de tyske piger, Divya (indiske pige fra koret), skraederne fra skraeder straedet, koeerne og lugtene, drog jeg afsted mod togstationen. Men foer jeg kunne tage toget og slappe af, blev jeg noed til at sende ca. 15 kg hjem af ting og sager som jeg havde faaet skravet sammen i loebet af de 4 maaneder. Jeg troede bare at det var et lille stop jeg skulle goere her, men ak nej - det er jo Indien! For intet er nemt eller hurtigt her. Saa med en stemme der var gaaet sig en tur og 15 kg ravelse der skulle sendes hjem var det ikke helt nemt. (Jeg mistede stemmen 2 dage foer jeg skulle afsted og der var ingen tegn paa at den ville komme igen lige med det samme) Heldigvis var Vinrod - en receptionist fra YMCA - med til at hjaelpe mig. Saadan her sender man en pakke i Indien: Man faar en skraeder til at sy en klaedes-taske rundt om pakken og det kan godt tage sin tid. Hvis man ikke har faaet en skraeder til at goere det inden man moeder op paa posthuset, saa sidder der en der med glaede vil tjene nogle ekstra penge lige ved indgangen til posthuset og syer disse klaedes-poser. Naarh men imens pakken bliver syet sammen skal en hel masse formler og papire udfyldes, 2 papire per pakke - ja her spare man ikke paa papiret. Det skal lige siges at jeg havde 3 pakker der skulle sendes hjem. Naar klaedes-tasken saa er faerdig og man har udfyldt de papire der er at udfylde, skal pakken forsejles med noget roedt snask som man ogsaa brugte i gamledage til at forsejle brevene med og saa skal papirene syes fast paa pakken og til sidst skal man staa i koe for at faa vejet og betalt forsendelsen. Saadan - det er ikke her man skal have glemt noget i pakken!
Dette lille stop tog naesten 2 timer og det var kun takket vaere rickshaw-manden og Vinrod stod og pressede klaedes-skraederen og diverse andre maend til at blive hurtigt faerdige.
Herefter var det med susende fart over til togstationen for at finde ud af at toget var over 35 min forsinket.

Min togtur gik ud paa at jeg skulle tage et tog hele vejen til Guntakal station og derefter kunne jeg tage en bus direkte til Hampi - hvor svaert kan det vaerre?
I toget kommer jeg i snak med billetkontroloeren og han virker lidt for skummel saa midt i snakken da han spoer om jeg er gift siger jeg nej - men jeg er forlovet. Og kommer med en laengere forklaring om at jeg skal giftes til december og jeg er meget lykkelig sammen med min forlovede og at det er kaerligheds aegteskab og ikke tvangsaegteskab. Efter denne historie smutter kontroloeren og jeg ser ikke mere til ham paa resten af turen.
Efter 16 timer i et tog med snorkende indere, staar jeg af paa Guntakal togstation kl. 4 om natten - uden at vide hvor henne jeg er i Indien. Her var det saa meningen af jeg skulle vente paa den foerste bus til Hampi som skulle koere fra busholdepladsen ca. kl.06.00.
Jeg vaelger at blive siddende paa stationen da det vrimler med indere. Jeg foeler mig ikke utryk kun traet og jeg taenkte at det var mere sikkert end at begive mig ud i nattens muld og moerke. Da klokken bliver 6 og det stadigvaek ikke er lyst, beslutter jeg mig for at spoerge en betjent om hvor busholdepladsen er, da jeg meget gerne vil til Hampi. Han ryster loest paa hovedet og peger i noget der ligner en tilfaeldig retning. Da jeg spoer ham igen om bussen til Hampi giver han mig foerst et stort smoeret smil, for derefter at traekke paa skuldrende og fremstamme noget der kunne tyde paa at han ikke er klar over hvad jeg talte om. Heldigvis kommer en anden mand forbi og spoer mig hvor jeg skal hen. Jeg fortaeller ham historien med tog til Guntakal og derefter direkte bus til Hampi. Han ryster paa hovedet og fortaeller mig at det er paa ingen maade muligt. Den eneste mulighed for at komme til Hampi er ved at tage et lokaltog fra Guntakal til Bellary (1 time). Fra Bellary skal jeg saa med en bus til Hospet (2 timer) og saa med en ny bus fra Hospet til Hampi (30 min).
Jeg kunne have begyndt at graede - jeg havde ikke sovet, alt var et rod og jeg blev i tvivl om jeg nogensinde ville komme frem til Hampi. Men jeg tager mig sammen og tager min rygsaek paa og bevaegre mig ned for enden af stationen for at koebe en togbillet, for derefter at gaa tilbage igen hvor den samme mand staar og venter paa mig. Han be'r mig om at komme med ind i vognen sammen med ham og en af hans venner. Der gaar ikke lang tid foer vognen er fuld og overalt sidder der kun maend. Det var moerkt, fugtigt og af og til okm der en brise fra toiletkummens gemmer. AD!
Toget blev fyldt, skoderne for vinduerne blev aabnet og solstraalerne sneg sig ind. En god snak kommer igang mellem ham og mig og jeg kan se at alle de andre maend lytter med som var det en historie der blev fortalt. Han fortaeller mig at jeg er meget godhjertet pga mit arbejde her i Indien og samtidig at jeg var meget modig at jeg turde rejse alene.
Efter en times koersel i dette lokalebumletog rejser den hjaelpsomme mand sig og siger at vi skal af. Det myldre ud af toget med familier, arbejdsmaend, skoleboern og saa lige mig med en stor rygsaek paa. Jeg proever saa godt som jeg kan at foelge med den hjaelpsomme mand, men det foeles som om jeg er skrumpet?! "Pas paa her kommer en rygsaek med arme og ben - men vent hvor er hovedet?"
Det ender med at jeg naermest smaaloeber for at kunne foelge med, samtidig med at jeg skal holde vaegten lige over mine ben for ellers ville jeg falde bagover og saa kunne jeg ligge der som en bille der ikke kan komme om paa den rette side igen.
Endelig - busholdepladsen! Min hjaelpsomme mand spoer mig om jeg er sulten. Jeg sagde nej for ikke at vaere besvaerlig og for at komme hurtigere til Hampi. Men jeg maa have set sulten ud for han vaelger at tage mig med hen til en naerliggende restaurant og gir morgenmad. Selvom jeg insistere paa at betale holder han fast paa at det er paa hans regning. Jeg takker mange gange og han smiler og siger at det var en fornojelse.
Efter en omgang morgenmad var det over og finde bussen. Min hjaelpsomme mand skulle med den samme bus saa han klarede alt for mig. Han forklarede hvad jeg skulle goere efter jeg var staaet af osv. Derefter gav han mig sit telefonnummer i tilfaelde af, at jeg skulle faa nogle problemer paa min vej til Hampi eller i Hampi. Herefter staar han af og jeg er efterladt til mig selv og min trang til at sove er nu rigtig stor. Men jeg kniber mig i armen for at holde mig vaagen lidt endnu. Snart er bussen fyldt med skoleboern som kommer loebende fra en stoevede vej - et sted ude i intetsted. Igen faar jeg af vide at jeg er meget modig, at jeg som hvid kvinde rejser alene rundt i Indien - for det er jo et farligt land. (De skulle bare vide at en lille dreng sagde til mig da jeg var i Agra med min mor - at jeg var meget farlig - helt uden nogen grund)
Bussen triller ind paa holdepladsen i Hospet og jeg er nu taetter paa Hampi end jeg havde vaerret for blot et par timer siden. Jeg finder bussen der koere til Hampi, ringer efter et hotel og nu skulle det hele saa vaere klaret.