Følg med for nu kommer hele smørren

7.15 starter vores eventyr i Kastrup Lufthavn med en følelsesladet afsked med familie, kæreste og venner, og vi går hurtigt op ad rulletrappen med check-in - vores point of no return. Læsset med med LEGO, toiletpapir, bind, tamponer og medicin havde vi en mindre overvægt på 5-6 kg - i hvert fald - men det vendte den søde dame i lufthavnen vist det blinde øje til. Turen fra Kastrup til Bruxelles var kort og smertefri - men pga. ændringer i flyplanen blev rejsen allerede en smule kompliceret, da vi skal skrifte fly i bruxelles. Vi har time - og skal helt ned i den anden ende af den enorme lufthavn - og konsekvensen viser sig også da vi når gaten: Vi er de aller sidste til at boarde og det fikse stewardesser oplyser os om at vores bagage muligvis ikke er nået at komme ombord på flyet. Set bort fra den lidt pinefulde uvished om vores bagage er flyturen på små 10 timer til Chennai rigtig dejlig. Vi blev konstant opvartet med mad, the, sodavand, vaskeklude, vand og der var film, musik og amerikanske serier i lange baner (vi havde hver vores lille tv-skærm - men vi gjorde alligevel et tappert forsøg på at synkonisere det vi så, så vi kunne grine sammen). Da vi flyver ind over Indien oplever vi monsunen oppe fra. Vi flyver over et stort tordenvejr - frygtindgydende og smukt!

Vi når Chennai kl. ca. 01 indisk tid (21.30 dansk tid), og til vores store ærgrelse er bagagen ikke med flyet. Vi oplever her med det samme den indiske venlighed. Lufthavnspersonalet tager sig af de burokratiske detajler (som ikke er så få), og de fortæller at de nok skal sørge for at bagagen kommer frem YMCA Guest House i Madurai så hurtigt som muligt. Endvidere for vi 4000 rupees (små 500DDK) stukket i hånden hver, hvilket passer præcis til vores flybillet videre - skønt! Vi venter, og venter, og venter i 6 ½ time i Chennai lufthavn - og vi er virkelig en turistattraktion for de lokale. Endelig kommer flyet og vi stiger udmattede ind. Da vi når Madurai har vi ikke fået noget søvn i over 24 timer, og gæt hvad vi så skal - til bryllup. Shamila henter os i lufthavnen og det er absolut et positivt møde! Vi kommer til YMCA International Guest House omkring kl. 8 og slapper lidt af før vi tager med til hindubryllup. Til brylluppet når vi næsten ikke at få en fod inden for døren, før vi er i fokus, og skal have taget billede med brudeparret og familie. (Det angiver højstatus at have hvide med til sit bryllup). Her kastes vi også for første gang ud i de indiske madtraditioner: banan-palmeblade som tallerken og højre hånd som eneste redskab. Der diskes op med alt godt fra det indiske bord (vi kan ikke huske hvad vi fik!), og bliver belært i hvordan højre hånd bruges som skovl og højre tommelfinger så skubber maden ind i mundet. Ja, vi synes også det var svært! Tilmed var der nok omkring 100 tilskurere. Velbekomme...

Efter lidt afslapning på vores udemærkede værelser går vi ned på gaden (vi bor MIDT i byen) og køber fire sæt indisk tøj og en sari (6-8 meter langt stykke stof som vikles rundt om en). Vi sover tidligt, forståeligt nok, men når netop at opleve vores første strømafbrydelse.

Vejret hernede er dejligt men temmelig varmt. Om dagen er gaderne støvede og larmende, og om natten kan der ligge op til 20 cm vand i gaderne pga. af den voldsomme regn - og det er stadigt larmende. Indien må ubestridt være lydende land - der er så mange mange underlige og høje lyde på alle tidspunkter af døgnet. India never sleeps!

Fredag lavede vi ikke meget andet en afslapning og en tur ud i byen på egen hånd. Dette var der ingen problemer i og alle vi mødte var nysgerrige men venlige. Men da vi når tilbage vores hotel bliver vi mødt af bekymrede miner og spørgsmålet: "Where have you been?" [Were hav' yu bin] og en formaning om at "the city is very dangerous!" [De siti is verri dangerous]. Det skriver vi så bag øret! :)

I dag har endelig fået internet, og vores tasker er ankommet. Desuden fik vi en lille guidet tur i byens store tempel - og en velsignelse af deres elefant!