Nu begynder tiden at løbe..

Når vi tænker tilbage på de sidste par dage, har vi ikke lavet så meget andet end at lege med børnene og lære en smule (!) tamil, men alligevel er tiden fløjet afsted. Det er dejligt endelig at kunne se en hverdag forme sig, specielt når den indeholder sådan nogle dejlige små unger. Vores tidsfornemmelse er nu også ved at tilpasse sig inderne, vi ved hverken hvilken dato det er eller om klokken er 12 eller 12.30.. yes yes, we is werri good indian peopl'!
Efter en rigtig soveformiddag med sen morgenmad beslutter vi os for at tage kæmpen op og fastslå, at vi altså vil have lov til at gå ud i byen alene, fordi vi ikke er kommet hertil for at sidde på værelset og se engelske film. Efter lang forberedelsestid for at finde slagkraftige argumenter går vi ned til receptionen, og be'r pænt om lov til at gå ud i byen. De prøver ivrigt at spørge hvem vi vil have med fra receptionen, men da vi siger at vi vil alene afsted, siger de blot okay (efterfulgt af sidelæns hovedrysten = "ja"). Hvem skulle ha troet man bare skulle spørge! Vi får dog først lov til at gå, efter at have modtaget flere forskellige telefonnumre som vi kan fange dem på, hvis noget skulle gå galt. De tager ingen chancer, de indere.
Inden vi gik ud i byen ville snuppe lidt sol på taget. Vi holdt stanhaftigt ud i 20 minutter og måtte derefter nærmest løbe ned til vores kølige værelser. Måske heller ikke så smart at sole sig kl 12, hvor solen står højst. Men vi havde altså solcreme på! Dumme turister.
I "byen" gik vi amok, pga. vores endelige frihed. Og vi kan love jer for at engle sang da vi fandt stedet hvor vi kunne få alt hvad vi har manglet. Toblerone, digestive, lay's chips, saltkiks, nødder, balsam, grøn the (så vi ikke skal have sort the), cupnoodles og selvfølgelig Heinz Tomat Ketchup. Det var så lækkert! Og absolut heller ikke dyrt.
Vi nyder virkelig at få lov til at bevæge os frit omkring. Det fuldbyrder virkelig vores positive indtryk af dette store land og dets venlige folk. Det kan ikke siges nok gange, hvor fantastisk venlige folk er. Indtil videre har vi ikke mødt nogen falsk venlighed, kun skønne og nysgerrige smil. Det er en fornøjelse at være her.
Her til aften har vi været til singspiration med et kor i den kirke, hvor vi skal til gudstjeneste i morgen. Koncerten var med et indisk voksen kor, med et skønt lidt suppe-stej-og-is agtigt band og en meget indlevende dirigent. Vi hørte både gamle sange som "Edelwiess", "My bonnie" og "Take me home, country roads" og hymner som "When the saints go marching in", alt imens firben kravlede rund oppe på bagvæggen og strømmen gik af og til. Det hele foregik på engelsk, hvilket var rigtig dejligt, fordi det så var nemt at følge med for en gangs skyld. Vi kom til at sidde lige foran 3 tyske piger som også er volontører her i Madurai, de skal dog være her et helt år. (Vi synes det er lidt lang tid - her i Madurai). Vi har udvekslet numre med dem, så vi skal helt sikker på nogle volontør-dates sammen:)
Med os til koncerten havde vi sekreteren Baldwin, som simpelthen også er så sød. Han fortæller ivrigt om sin datter i USA, som snart skal føde, og har inviteret os hjem til middag i løbet af næste uge. Det glæder vi os rigtig meget til.

Forresten var vi på Indisk restaurant her for nogle dage siden og fik nogen lækkert, meget stærkt indisk mad. Selvfølgelig spiste vi med fingrene, selv om vi blev tilbudt gafler.. Vi tror Shamila og Jabaraj fik sig et godt grin eller to i løbet af det måltid. Men det smagte nu godt. Specielt desserten med friske frugter og vaniljeis. Mmh!

I morgen skal vi meget tidlig op (klokken 6!), så vi må hellere få lidt søvn. Klokken er 23.31 her nu. Vi tænker meget på alle her derhjemme og håber at alt er som det skal være. Vi har det godt og vi skal nok passe på os selv. Don't worry. Be happy!