På familieudflugt

Klokken 16 står vi endelig ombord på vores første indiske togtur mod Indiens sydligste by Kanyakumari. Vi skal være afsted i 6 dage, og har set meget frem til at komme afsted. Efter en mindre forsinkelse på 30 min, forlader vi bumlende stationen i Madurai, og triller langsomt mod syden. Fornemmelsen man har her i toget minder en anelse om, at køre i den gamle trærutschebane i Tivoli, meget bumlende, men hyggelig. Vi er placeret på 1.klasse i en luftig kupé, og Jebaraj og hans lille familie sidder lidt længere nede i toget på 2. klasse. Vi har det begge temmeligt blandet med denne opdeling, men må pænt blive siddende i kølige kupé. Jebaraj kommer flere gange op til os for at forsikre sig at vi har det godt, hvilket vi alle gange kan nikke smilende til! Vi deler kupen med tre andre: En indisk kvinde som tydeligvis er blevet afskåret fra resten af familien, som sidder inde i næste kupe. De går hele tiden frem og tilbage, men smiler alle venligt til os, så det erbare hyggelidt. Den anden er en midaldrende indsk forretningsmand, som jævnlig snakker i sin fikse mobil både på indiske og engelsk, og den tredje er en hvid - sandsynligvis britisk - kvinde. Hendes flydende tamil og påklædning afslører hendes mangeårige kendskab til Indien, og uden vi har snakket om det, har vi begge antaget, at hun i mange år har været og stadig er missionær i landet. Hendes ansigt er præget af slid, hele underansigtet hænger på en måde som absolut ikke er særligt tiltalende, men da hun vinker farvel til sin indiske følger på stationen afsløres et smil som viser følelsen af succes og styrke. Hun smiler ikke til os en eneste gang, om det handler om en form for bedrevidende arogance eller hun blot er ligeglad er svært at sige.
Toget bumler afsted, og lydsettet er en blanding af togets raslelyde og to mænd som konstant går frem og tilbage i vores vogn og råber "chai, chai, chai the" og "coffeecoffeecoffee" (skal siges meget hurtigt, helst som hundegøen).
Vi når Kanyakumari ca kl 22, og kører afsted i den jeep der står og venter på os på stationen. Vores lille familie består af Jebaraj selv, hans søde kone, deres datter på 6 år, og hans svigermor. Vi bliver indkvarteret på YMCA Guest house, men da vi ligger os på de hårde madrasser har vi begge svært ved at falde i søvn. Vi ligger og hyggesnakker og får grinet en masse - det hjælper til sidst på søvntrangen og vi falder i søvn. Kl. 6 om morgenen ryger strømmen og dermed airconditionen, så vi vågner af varmen og lyde udefra som om der er en festival i gang - vi kan ikke finde kilden til støjen, så ligger os halvhjertet til at sove igen. kl 8.30 vågner vi så op midt i en børnehave - føles det som. Ude på gangen stormer 100 børn rundt, og larmer som om de aldrig havde lært andet. Vi må acceptere at der ikke bliver til mere søvn i denne omgang, og står op. Morgenmaden består af bananer og VARM mælk - selv om Jebaraj flere gange har bedt om kold mælk til vores cornflakes. Der er stadig ingen strøm, og intet vand, og vi kan slet ikke tænke pga. larmen ude fra. Temmelig dårlig start på dagen, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg bare ikke kunne mere efter det. Minimal søvn og en meget sparsom morgenmad er ikke en anbefalelsesværdig start på dagen.
Men der er lys forude. Jebaraj kommer og henter os 10.30, og så tager vi på tur med familien ned til havnen. Her står ombord på en stor turistbåd og sejler over til de to små klippeøer som Kanyakumari er kendt for. På den ene står en 46 m højstatue af en tamisk nationhelt og på den anden ligger et smukt tempel. Da den største tsunamibølge ramte byen i 2004 stod den over statuens skulder i 40 meters højde. Det var skønt at mærke den friske havluft, og vejret var utroligt smukt. Vi besøger efterfølgende Gandhi's lyserøde mindehal. Det var ikke så fantastisk smukt, men en lille sjov ting var der ved det: Der er et hul i luftet på den store kuppel, og ind af dette hul falder sollyset kun på en bestemt dag - den 2. oktober, som er Gandhi's fødselsdag. Indere valfarter derfor dertil for at se dette på denne dag. Efter en utrolig lækker frokost på et meget fint hotel, og en tiltrængt lur, får vi endelig lov til at stå i de tre have. Det bengalske hav, det arabiske hav og det indiske ocean. Det er en stor oplevelse - og som vi står der med fødderne godt begravet i sandet går solen langsomt ned i horisonten. Alt i alt en dejlig dag, som startede lidt sort, men endte i et smukt gyldenrødt solskin!