Smil og et kys

Af en eller anden grund var det sværere at stå op i dag. Ved ikke om det var fordi Henriette og jeg havde sat os det mål at være med til morgen yoga kl. 06.30. Jeg nærmest væltede ud af sengen og stod og kiggede mig blegt og en smule klatøjet ind i spejlet og tænkte "Nøj det er tidligt. Det her det overlever jeg ikke!" - og ganske rigtigt gjorde jeg ikke det. For Henriette og jeg hævde næppe ståede på vores ben mere end 10 min før vi besluttede os for at gå direkte tilbage til vores senge. Vi troede lige vi var kommet rigtigt ind i døgnrytmen, for selvom der "kun" er 3½ times forskel (endnu - 4½ time ved vintertid) så påvirker det alligevel kroppen. Men heldigvis har vi masser tid til at være med til yoga, for det er der nemlig hver morgen på vores hostel. Men lige nu var det bare op på den fikse skummadras og ind under myggenettet igen, inden vi om ikke så længe skulle op og spise morgenmad og på arbejde. På vejen til arbejde kom der en hel række at kvinder med forskellige farver sari'er. Det var en regnbue uden lige. Alle farver var repræsenteret og det samme var mønstrene. WOW et flot syn! Ikke underligt at det hedder Indiens farver, for der er farver over det hele. Her er der ikke en dag der kan blive trist og grå, for selv paraplyerne har mange farver. Men hvis man ser bort fra farverne, mønstrene, de glade mennesker, en eventyragtig stemning (specielt når en tæppemand vil sælge en et tæppe, folder det sammen og sir, at nu er det et flyvendetæppe - ja det er jo klart når jeg skal proppe det i kufferten og flyve hjem med flyveren...) så er der myggene, trafikken og de meget overfyldte skraldespande som lugter rigtigt fælt. For som man bedst sidder der i sin auto-rickshaw og nyder de hullede veje og en forhindringsbane mellem menneskemyldren så de indredele hopper og skvulper rundt (det er ikke her man skal tisse!) kommer der til tider en dunst uden lige. Det er virkeligt ulækkert og det virker ikke til at der bliver gjort noget ved det i lang tid, for både geder, køer og fluer nyder godt af det. Heldigvis er det hurtigt videre og lugten forsvinder hurtigt ud af næsen. På hvert gadehjørne ser man kvinder sidde og lave lave yasminkrænse dag ud og dag ind og dem bruger kvinderne som pynt til håret, med den bonus at de dufter rigtig godt. På the school for the mentally challengede var det tid til at være sammen med de mentalt handicappede børn, hvor imod sidste uge havde Henriette og jeg været sammen med de hørehæmmede børn. De mentalt handicappede børn starter med 45 minutters yoga hver dag for at få gang i deres led. Det er ikke alle børnene som kommer til tiden for selv efter start kommer de stille og roligt dryssende. For det meste er det nogle smilende eller generte børn man bliver mødt af, når man stille sidder og kigger på dem lave yoga. De stiller pænt deres sko udenfor og løber ind og går straks i gang, der hvor de andre er nået til. Her i dag var jeg så heldig, at en sød dreng kom smilende hen og sagde Hello til mig og mens ingen kiggede gav han mig et stille kys på panden. Så smilede han til mig og gik ellers i gang med at lave yoga.
Efter et par timer på skolen var der frokost pause og det vil sige at vi har fri. Jeg sagde farvel til Marvin - en dreng der har spasmer. Han kan hverken gå eller stå selv, så der bliver båret rundt på ham hele tiden. En ting Marvin er specielt god til det er at smile - og det er ikke et lille smil, det er et smil der går fra det ene øre til det andet. Han har en fantastisk livsglæde uden lige og det er super fedt.
Så var det hjem, få lidt søvn og frokost og om eftermiddagen var Henriette og jeg så på vej ud til the evening studycenter. Her kommer eleverne og får hjælp til deres lektier og spiller spil med alle de andre. Eleverne er gået fra at ville droppe ud til at blive nogle af de bedste i deres klasse. Her har vi fået en lille gruppe på 10 elever som vi skal undervise i lidt engelsk og lege med. Og i næste uge får vi nogle nye.