Til abefest i regnskoven

Kl. 10.15 tumler jeg hen til døren, hvor Nicoline står på den anden siden - nøjagtigt lige så omtumlet som jeg - og siger at morgenmaden er her. Hvor denne voldsomme træthed pludselig kommer fra er svært at sige, da vi ikke føler vi laver så meget i hverdagen, men det er nok alle indtrykkene som indhenter os nu. Efter vores brunch-lignende morgenmad bestående af cornflakes, "scrambled" eggs, toastbrød, kold mælk og røde bananer, gør vi os roligt klar til dagens program. Det viser sig at bestå af en tur til Boys Home, hvor vi gav dem 2 fodbolde, og gjorde et ynkeligt forsøg på at spille med dem, og derefter videre til endnu et tempel. Denne gang kan tempelbesøget ikke klares med en rickshaw, så vi kører for første gang siden vi ankom i bil. Fornuftigt, indser vi hurtigt, for der er temmelig langt til det omtalte tempel.
På vejen ser vi den landlige side af Indien, hvilket er en voldsom kontrast til byen. Her bor de fleste i huse flette af palmeblade eller forfalde huse. Fattigdommen er tydelig, men på en eller anden måde ikke så ubehagelig som i byen. Stemningen i de små byer virker arbejdsom men munter, hvor imod de fattige i byen på en måde dyrker deres elendighed, for at få flest penge "tigget ind".
Landet vi kører igennem er hovedsageligt fladt marklandskab med enkeltstående palmer. Ude i horisonten kan man dog se det blålige omrids af bjerge - og vi passerer også et bart klippebjerg, som kan minde lidt om Ayers Rock i Australien. Ja, ja, i Indien kan man få en bid af alt!
Da vi endelige når til det første tempel, finder vi det lukket, og går derfor på opdagelse i skoven sammen med David. Umiddelbart ligner den bare den danske skov, men som vi bevæger os ind i den stiger luftfugtigheden mærkbart og aberne vælter frem fra træerne. Små baby-aber og større frække aber. Det var den rene abefest. David fortæller at der er mange forskellige dyr i skoven, bl.a. tigere, men vi møder dog ikke nogen - såå måske er det en lille løgn. Til gengæld står vi pludselig ansigt til ansigt med en stor ko, med lange horn. En foruroligende brummende lyd kommer fra den, og da David og vores chauffør begynder at se lidt blege ud, bryder vi etiketten og holder hinanden i hånden, for lidt farligt føles det altså. På trods forsætter vi vores jagt på et lille tempel, som skulle ligge langt inde i skoven oppe af en laaaang bakke. Det er åbenbart så lille at det er meget svært at finde, for chaufføren, som viser vej, stopper ofte op og ser sig lidt betuttet tilbage.. Vi laver sjov med at det nok er pocketsize. Og det er faktisk ikke helt ved siden af! I hvert fald ikke i sammenligning med de andre templer vi har set. Så langt, så farligt, så småt!
Vi kæmper os tilbage gennem vilnæsset - lianer hænger overalt og store sommerfugler flyver rundt omkrings - Randers Regnskov og KBH's zoo kan godt gå hjem og ligge sig!
Vi når vores 3. og sidste tempel på vores vej op af bjerget, hvilket er en slags badeanstalt, hvor man kan snuppe sig en ståle helligt vand under vandgudens alter. Vi velsignes to gange: først en lang rød streg mellem øjenbryn og håret - i forlængelse af næsen. Anden gang to hvide streger på hver siden af den røde. Vi må have set ret dumme ud, eftersom alle grinede af os. Inden vi kører tilbage med Madurai bliver det lige til et toiletbesøg aka. hul i jorden i en boks..

David spørger om vi er frisk på at se en udstilling, og det er vi da selvfølgelig. Det viser sig at være en rekonstruktion af snedækkede Kashmir, så indbyggerne af Madurai kan få en ide om hvordan et snelandskab ser ud. For os er det mødet med den største papmache-collage, vi nogensinde har set. I 35 graders varme er det svært at leve sig ind i ideen om et snelandskab, specielt da vi kommer ind midt i den, og der er fyldt med glade tigere, plasticblomster, kashmirske soldat-dukker og en springvand. For at det ikke skal være løgn, havde de også lige fået sneget en enkelt snegud ind i collagen - eller vi ville nok bare normalt kalde det en snemand (dog ikke så veludført som dem vi selv laver - egentligt var det bare en isklump med blomsterkæder på. Og vi tvivler på at det egentligt var is!) Ha, ha, den udstilling skal virkelig opleves i virkelig live.
Bag udstillingen gemte sig en forlystelsespark med kræmmermarked og det hele. Så vi fik candyfloss og karrypopcorn (Hmm - spøjst!). Vi prøvede ikke nogen forlystelser, men planlægger snart at vende tilbage...

Forresten har indiske biler den lille frynsegode, at de spiller en lille jingle hver gang de bakker - det er simpelthen det mest åndsvage vi nogensinde har oplevet!