Åh, jeg ser lyset for enden af tunlen! Eller, nej vent - er det bare ved at se lidt lysere ud generelt?

Det går meget langsomt fremad med os begge to, selvom vi dog stadig begge føler os lidt lænket til sengen. Det ser ikke ud til at vi får vores små unger at se før på mandag, både for vores og deres skyld. Om vi nu endelig er ramlet ind i en af Indiens berygtede turist-infektioner eller vi har fået en vaske ægte inder-infektion pga. regnvejrets bakteriefyldte miljø er svært at sige noget om, men træls er det!
Til at opveje denne grå uge, kan jeg dog fortælle at vores møde med Shamilla gik rigtig godt og konstruktivt. Hun bekræftede først meget tydeligt, at de var meget glade for at have os her i Madurai, og var meget åben overfor de ideer vi lagde frem for hende. So far er det blevet til den ændring at vi har 2 timer x 4 om ugen, hvor vi har børnene for os selv og virkelig kan nå ind til dem. Fantastisk. Vi er lidt bange for, at det måske lige er i overkanten for os, at forberede så meget materiale til hver dag (da man ikke bare kan lave fri-leg med de mentalt handicappede børn), oveni engelsk undervisningen på lektiecafeen hver aften - men når vi ellers er fit for fight igen, prøver vi det af, og så tager vi den derfra. De næste par uger bliver dermed rigtig spændende - og forhåbentligt fulde at mening! :)
Vi krydser fingre for, at vi snart er på højkant igen - og for at efterårsforkølelserne hjemme i DK ikke spiser jer alle sammen. Mange tanker fra os begge

Så blev det mandag...

Den sidste uge er fløget afsted med besøg fra Danmark og regnvejr. Mandag morgen ankom KFUM-KFUK's ungdomsrejse med 9 unge mennesker her til Madurai, og var overraskende friske, trods den lange rejse. Deres fly var blevet forsinket, og de var i mellemtiden blevet indkvarteret på et 5-stjernet hotel i Mumbai - det kan man da kalde luksus. Mandag og tirsdag stod både for vores og deres vedkommende på besøg på de projekter vi arbejder på, lækker mad,tiltrængt dansk samvær og inspiration til samarbejdet mellem Nicoline og jeg. Vi har det virkelig godt sammen, og det blev kun bekræftet ved danskernes besøg.
Tirsdag aften stod de på toget til Kanyakumari, og vi igen alene for to dage. Den følelse af meningsløshed som de sidste par uger desværre er sneget sig ind på os begge, er ved ankomsten og den meget varme velkomst af de andre danskere blevet så gennemtrængende at vi har valgt, at tage hele vores virke her op til overvejelse. Indtil nu har vi brugt alt for meget tid på at sidde og kigge i klasseværelserne, da de hverken mangler arbejdskaft eller ekspertise. Vi elsker Indien, man mangler følelsen af at gøre noget for de mennesker vi er i blandt og at føle, at de værdsætter, at vi er her - så det føles både som spild af tid, penge og stor lyst. Derfor skal vi gøre noget ved det nu, og det er vi i fuld gang med. Vi har et møde med Shamila her til aften, og har forskellige forslag med til hvordan begge parter kan få mere ud af vores ophold her, så det er vi meget spændt på.
Oveni alle disse tanker og følelser, er regntiden nu sat ind for alvor og dermed små helbredsforstyrrelse som forkølelse. Der kommer nu dagligt regnskyl, og en enkelt gang har vi simpelthen ikke fået lov til at tage på arbejde, fordi det var "very very dangerous" at køre i rickshaw i regnvejr. Gad vide hvordan indere ville overleve i Danmark, hvor det nærmest regner oftere end solen titter frem. Jeg har de sidste par dage haft en slem forkølelse, og nu begynder Nicoline også at nyse inde ved siden af. Og det gør absolut ikke vores ligegyldige skoledage mere tiltrækkende, så det bliver virkelig godt at få snakket med Shamila i aften.
For lige at få kronologien på plads igen, kom "danskerne" hjem fra Kanyakumari torsdag aften, og så var der dømt hyggeaften. Fredag bød på shopping og hjemmebesøg i Muthupatty, hvor lektiecafeen ligger. Det var en overvældende oplevelse, med mange blandede følelser. I mørket tog de små børn os i hånden og ledte os uden om de store mudderhuller, med et fast greb fulgte de os af de små stiger ind mellem små huse frem til omkring 10 huse, hvor nogle af børnene fra lektiecafeen bor. Venlighed og varme strømmer ud gennem hullerne i de små et/to-værelseshuse, og mørket hjælper taknemmeligt familierne på vej, ved at skjule de ydre elendigheder, og kun vise de varme lys som møder os inde i husene. Kun enkelte steder står en far bagest i rummet og smiler blegt - et smil som ikke vidner om stolthed over ders hjem, men alligevel en glæde over deres børn fremgang på lektiecafeen. Det er fantastisk at opleve det - her kan dybden af det beundringsværdige projekt lektiecafeen er mærkes, men vi møder også en åbenlys fattigdom vi ikke har være konfronteret med før. Denne viden om dybden i projektet, gør at man har lyst til at give alt hvad man ejer og har, for at få projektet til at fungerer, så alle børnene fra Muthupatty kan få samme chance. Der er på nuværende tidspunkt 120 børn, og der er helt sikker mange derude som gerne vil have den samme mulighed.

Lørdag vinkede vi farvel til "danskerne" i lufthavnen i Madurai, og så kørte alt tilbage til "det gamle" med os, Shamila, Jebaraj og Mr. Suyambu alene i den store bus. Weekenden har været præget af tunge forkølelseshoveder, regnvejr og film, og nu er vores hoveder fyldt med tanker omkring mødet med Shamila i aften. Vi tænker meget på jer der hjemme, og siger mange mange tak for nogle hyggelige dage med KFUM-KFUK's ungdomsrejse - og håber I er kommer godt hjem!

Morgenkrig

Efter en blid start på skolen for hørehæmmende og yderligere to helligdage (onsdag og torsdag) er vi nu ved at være fit for fight igen. De har jo lige haft ferie, tænker I nok, men varmen og indtrykkene har stadig en voldsomt udmattende effekt på os begge. Vi synes stadig kl 8 om morgenen er tidligt at stå op, og undskyldningen om 3½ timers tidsforskel virker bare ikke rigtigt mere, så nu skyder vi skylden på varmen:)
Jeg vil lige kort fortælle om min meget dramatiske opvågning her i forgårs, da det leder os til forklaringen på de meget mærkelig lyde der ofte har vægget mig om morgenen. Jeg lå i min sødeste søvn, og nød i underbevidstheden at jeg kunne sove helt til klokken 10 efter to hårde arbejdsdage. Pludselig sniger der en sig en underlig lyd ind i min drøm, først ganske svagt, men vedholdende og stigende i styrke - til sidst vågner jeg lettere irriterret over den gennemtrængende lyd, og styrter lidt for hurtigt op af sengen. Temmelig omtumlet af min hurtige opstigning farer jeg hen og flår det lille vindue op, for at finde kilden til lyden - og jeg er klar til at finde min indre sorte mamma frem og råbe efter den idiot, som har glemt at slukke for sin bil-jingle nede på parkeringspladsen under mit vindue. Det skal siges at klokken er lige omkring 6, så jeg føler mig i min gode ret. Jeg glor surt ud af vinduet, og kan ikke se en disse - fordi jeg har glemt at få briller på, men da jeg har fået udstyret i orden, tager det ikke lang til at finde kilden. Ude på træstammen 1,5 meter fra mit vindue sidder et lille egern, og siger nøjagtigt som min dørklokke - mon den er blevet inspireret? Jeg forsøger at skræmme den væk med klap og høje lyde, men da den nægter både at stoppe og forsvinde, og bliver ved med at kigge direkte og meget provokerende på mig, tager jeg stærkere midler i brug. Jeg roder rundt på værelset og erfarer bittert at det eneste kasteskyts, jeg har, er en pakke tyggegummi. Så jeg smider arigt tyggegummierne ud gennem tremmerne der er for mit vindue - 4-6 stykker, og rammer ulykkeligt nok ikke en eneste gang på grund af min meget dårlige position BAG tremmerne. Jeg lider totalt nederlag, og må gå i seng med ørepropper, mens chip og chap lystigt skriger videre ude i træet!
Bortset fra livlige egern sker der ikke så meget her i Madurai. I dag har vi været ude på skolen for hørehæmmede børn, som samtidigt fungerer som skædderskole for piger der er droppet ud af skolen. Vi kom i den tro at vi skulle undervise, men bliver straks vist over til sylokalet og placeret på to taburetter ved det store bord i midten af lokalet. Og her bliver vi faktisk siddende hele dagen. Først kigger vi blot på deres arbejde og forsøger at kommunikere lidt med dem - da deres engelsk er meget sparsomt og vores tamilsk ligedan er samtalerne tit afsluttet før de er begyndt, og vi går over til simpelt kropssprog. Den søde skrædderlærer Shiba sætter os i gang med at sy et lommetærklæde i hånden, da vi meget gerne vil deltage i deres arbejde, og vi nyder endelig at have en konkret opgave for hånden og den hyggelige stemning, der er omkring os.
Her til aften tog vi en stor del af vores lego med ud til lektiecafeen, og havde bare legedag med vores engelskhold - og de synes det var skønt.
Vi har det godt, og glæder os til at få besøg at rejseholdet fra KFUM-KFUK på søndag. 10 unge fra Danmark - her i blandt Marie Munk-Povlsen en af mine veninder - kommer herned og skal se projekterne og have en på opleveren. Det bliver dejligt at få lidt mere social adspredelse på dansk igen. Vi sender begge mange tanker hjem til Danmark og håber at alt er som det skal være!

Hjemme igen

Kl. 04.45 køre det bumlende tog ind på endestationens perron. Vi er tilbage i Madurai. Vi bliver vækket af en togkontrolør der slår på vores køjer og den lille familie vi har delt kupé med er begyndt at rumstere. Vi vågner op af vores hig som var vi bjørne der havde sagt farvel til vinteren - lidt fortumlet men også friske.
Turen var gået hurtigt. Den første time gik med at spille kort - til stor beundring for den lille familie som vi delte kupe med. Familien bestod af en mor som lå i underkøjen sammen med sin datter, moderens bror som lå i overkøjen og moderens mand som blev sendt til en anden kupé da vi kom- hvorfor ved vi ikke. Moderen var iført en stor, men meget flot gyldent sari, som var det solen der gik ned bag horisonten. Der var broderet perler i en kant for neden af kjolen som skabte en flot helhed. Hendes ansigtstræk var smukke og vi gættede os frem til at hun var i midten af 20'erne og var blevet gift meget ung. Datteren så vi ikke så meget til for hun lå for det meste og sov bag moderen - forståeligt nok for klokken var mange. Men vi kunne dog skimte at hun var iført en lyserød kjole, der ville være en Disney prinsesse værdigt. Broderen der lå og sov var omkring vores alder og meget stille. Han sagde kun noget når hans søster slog på hans køje så han vågnede. Efter en times kortspil og spørgsmål fra familien, så som; om hvor vi kom fra, hvad vi hed, hvad vi lavede i Indien, om vi var søskende og om vi var gift (sidstnævnte undrede vi os en del over, men kom frem til den løsning, at hvis vi havde været indere ville vi sikkert være gifteklar) bliver lyset slukket i kupéen. Her falder vi stille hen til lyden af musik fra vores iPod og til en vuggen af togets bumlen. Vi havde begge frygtede at det ville være svært at falde i søvn og at det ville blive en meget lang togtur. Men det var faktisk ret rart bare at kunne ligge der og lade toget bringe en hjem.
Da vi ankommer til Madurai var det så småt begyndt at blive lyst. David var kommet for at hente os og bringe os sikkert tilbage til YMCA. På perronen sagde vi farvel til Jabaras og Shamila og deres familier som havde været en stor familie for os på denne tur. De havde alle været med det samme tog bare i en helt anden vogn, ligesom det havde været på udturen.
Dagen i går gik med at sove, se tv og ordne en smule tøjvask. Det var rart at være tilbage til de trygge 4 vægge som er blevet til vores hjem her i Indien. Det er her vi hører til. Her har vi billeder vores af familie og venner hængende på væggen, tv-kanaler som vi kender, en bruser som vi kender, mennesker på hotellet som vi kender (- deri blandt dem der stadig giver os varm mælk til morgenmad!) og sidst men ikke mindst vores skummadras som vi kender.
Altså - vores tilflugtssted fra hverdagen. Stedet hvor vi føler os hjemme.

En kort opsumering

Efter solen sank smunkt i havet den 26. september, skiftede vi hotel, da vi fandt ud af at børnerne der havde indvadret vores hotel skulle være der lige så mange dage som os. Så vi skiftede til luksushotellet Singar i Kanyakumari, og nu tænker i nok: Luksushotel og volontørrejse - to meget forskellige prisklasser, men vi gav såmænd ikke mere end 230 kroner pr. nat, og så havde vi vel at mærke lækket værelse, pool og havudsigt fra taget. Det var
virkelig dejligt, og så fik også lidt ægte charterferiestemning for pengene.
Da solen stod op igen, stod vi op sammen med den, for at se den stige op fra havet. Det var desværre overskyet, men farverne på himlen var meget smukke. De sidste par dage er gået stærkt med sightseeing og et smut forbi YMCA's tsunamiprojekt.
Vi var begge spændte på at se projektet, men da det snart er 4 år siden tsunamien ramte her, er næsten alle spor af den forsvundet. Selve projektet var to rækkehus-agtige bebyggelser, med hver 35 huse. Vi kørte blot forbi, og var desværre ikke inde i nogen af dem eller mødte heller ingen af de ramte familier. Derfor var fornemmelsen lidt
flad, men det er absolut også forståeligt at familierne ikke vil ruske op i fortiden, fordi vi kommer. Byerne som blev ramt, er nu fuldt genopbyggede, og det er kun under de lilla strandblomsters dække langs kysten at der stadig kan skimtes "vraggods".
Sightseeingturerne har budt på smukke vandfald, vandcykling, stenhopning (for at passere floden), en meget høj og meget land bro og endelig en dag ved den internationale strand i Kovallam, Kerala. Alt i alt er det er en rigtig dejlig tur, men nu glæder vi os også til at komme "hjem" til Madurai. Vi savner vores værelser og "freden":) - En god sidegevist ved at være på denne ferietur!
Der er afgang med toget kl 22.40 i aften, og så er vi i Madurai kl 5.25 i morgen tidlig. Så dagen i dag står bare på afslapning, film, amerikanske serier og pleje af vores (lidt for) solbrændt kroppe.
Mange tanker fra os begge