Morgenkrig

Efter en blid start på skolen for hørehæmmende og yderligere to helligdage (onsdag og torsdag) er vi nu ved at være fit for fight igen. De har jo lige haft ferie, tænker I nok, men varmen og indtrykkene har stadig en voldsomt udmattende effekt på os begge. Vi synes stadig kl 8 om morgenen er tidligt at stå op, og undskyldningen om 3½ timers tidsforskel virker bare ikke rigtigt mere, så nu skyder vi skylden på varmen:)
Jeg vil lige kort fortælle om min meget dramatiske opvågning her i forgårs, da det leder os til forklaringen på de meget mærkelig lyde der ofte har vægget mig om morgenen. Jeg lå i min sødeste søvn, og nød i underbevidstheden at jeg kunne sove helt til klokken 10 efter to hårde arbejdsdage. Pludselig sniger der en sig en underlig lyd ind i min drøm, først ganske svagt, men vedholdende og stigende i styrke - til sidst vågner jeg lettere irriterret over den gennemtrængende lyd, og styrter lidt for hurtigt op af sengen. Temmelig omtumlet af min hurtige opstigning farer jeg hen og flår det lille vindue op, for at finde kilden til lyden - og jeg er klar til at finde min indre sorte mamma frem og råbe efter den idiot, som har glemt at slukke for sin bil-jingle nede på parkeringspladsen under mit vindue. Det skal siges at klokken er lige omkring 6, så jeg føler mig i min gode ret. Jeg glor surt ud af vinduet, og kan ikke se en disse - fordi jeg har glemt at få briller på, men da jeg har fået udstyret i orden, tager det ikke lang til at finde kilden. Ude på træstammen 1,5 meter fra mit vindue sidder et lille egern, og siger nøjagtigt som min dørklokke - mon den er blevet inspireret? Jeg forsøger at skræmme den væk med klap og høje lyde, men da den nægter både at stoppe og forsvinde, og bliver ved med at kigge direkte og meget provokerende på mig, tager jeg stærkere midler i brug. Jeg roder rundt på værelset og erfarer bittert at det eneste kasteskyts, jeg har, er en pakke tyggegummi. Så jeg smider arigt tyggegummierne ud gennem tremmerne der er for mit vindue - 4-6 stykker, og rammer ulykkeligt nok ikke en eneste gang på grund af min meget dårlige position BAG tremmerne. Jeg lider totalt nederlag, og må gå i seng med ørepropper, mens chip og chap lystigt skriger videre ude i træet!
Bortset fra livlige egern sker der ikke så meget her i Madurai. I dag har vi været ude på skolen for hørehæmmede børn, som samtidigt fungerer som skædderskole for piger der er droppet ud af skolen. Vi kom i den tro at vi skulle undervise, men bliver straks vist over til sylokalet og placeret på to taburetter ved det store bord i midten af lokalet. Og her bliver vi faktisk siddende hele dagen. Først kigger vi blot på deres arbejde og forsøger at kommunikere lidt med dem - da deres engelsk er meget sparsomt og vores tamilsk ligedan er samtalerne tit afsluttet før de er begyndt, og vi går over til simpelt kropssprog. Den søde skrædderlærer Shiba sætter os i gang med at sy et lommetærklæde i hånden, da vi meget gerne vil deltage i deres arbejde, og vi nyder endelig at have en konkret opgave for hånden og den hyggelige stemning, der er omkring os.
Her til aften tog vi en stor del af vores lego med ud til lektiecafeen, og havde bare legedag med vores engelskhold - og de synes det var skønt.
Vi har det godt, og glæder os til at få besøg at rejseholdet fra KFUM-KFUK på søndag. 10 unge fra Danmark - her i blandt Marie Munk-Povlsen en af mine veninder - kommer herned og skal se projekterne og have en på opleveren. Det bliver dejligt at få lidt mere social adspredelse på dansk igen. Vi sender begge mange tanker hjem til Danmark og håber at alt er som det skal være!