Up and down the road...

Hornene tuder løs nede på gaden, egerne uden for mit vindue er snart helt tamme og vi underviser på livet løs i alt fra engelsk til matematik - livet går sin larmende gang her hos os.
Der sker ikke så mange ting der er værd at skrive hjem om, så derfor må I undskylde at der er blevet lidt langt mellem blogindlæggene. Livet står dog på ingen måde stille her, små hverdags begivenheder og personlig udvikling slår gnister om os. Vi har nået det tidspunkt i vores ophold, hvor tingene ikke bare er lutter gode oplevelser og indtryk, der skal arbejdes for at få det hele til at fungere. Det har vi kunnet mærke både i forhold til vores arbejde, hvor vi har lavet en del ændringer, mentalt, hvor vi er blevet nød til at stille os selv grundlæggende spørgsmål om at være her, og fysisk, hvor vores kroppe ikke længere kører på adrenalinen, og af og til må ligge en dag eller to i sengen.
Det er med andre ord blevet hverdag. Nøjagtigt som vi kender det fra Danmark, med alt hvad det indebærer - godt som skidt. Vi har det stadig godt begge to, absolut! Vi hygger os, ser film, arbejder, spiser is, kylling og ris, og læser bøger. Jeg kan mærke hjemveen trykker lidt af og til, men det er jo en ting, der er svær at komme uden om, når man har efterladt sine kære så langt væk.
Vi har netop haft besøg af Lene og Martin fra KFUM-K's projektgruppe i Danmark i nogle dage, og vi har haft en hyggeligt tid sammen. I næste uge kommer min far, og jeg glæder mig virkelig til at vise ham den her verden. Selvom jeg skriver, at det er blevet hverdag som i Danmark, har det jo intet med Danmark at gøre. Alt er jo anderledes, og konstant nyt - vi er blot ved at vende os til den her verden. Og ved at blive fantastisk gode til at tage tingene, som de kommer. Vi bliver verdens bedste tilkalde-folkeskolelærer-vikarer, når vi kommer hjem! Når vi møder op på den ene skole, og har forberedt os på noget engelsk undervisning og nogle lege, får vi at vide at vi skal undervise i matematik - og det må vi jo så gøre! :)

Snart nærmer Nicolines fødselsdag sig også, og blandt andet pga. det, tager vi på tur til Bangalore - så skal vi shoppe, spise McDonalds mad, og se om der findes andre unge, som vil lave noget sjovt. Juhuu!

Jeg havde en lille dejlig oplevelse her i mandags, hvor vi var ude i børnehaveklassen for hørehæmmende børn. Her er en lille dreng, som stadig er helt ny. Når børnene kommer til skolen første gang, har de ingen stemme - de ved ikke, at de har den. Så her i børnehaveklassen lærer de at få fat i den, først via puste øvelse og ved hjælp af nogle fikse apperater. De har fx. en lampe, som lyser, når man snakker! Ham her har endnu ikke givet nogen respons på øvelserne, dvs. at han ikke har pustet eller sagt noget som helst. Jeg havde taget sæbebobler med (en efterhånden fast inventar i vores tasker), og viste ham så hvordan det virkede, og så pustede han en sæbeboble!! Fantastisk. Han synes selv det var så fedt - og grinede helt vildt. Det gør bare det hele værd!