Det store Indien - del 3

Goa: 13-17 januar
Efter 14 timer i en sleeperbus til kom vi frem til Goa. Selve turen havde vaeret lidt af en rutchebane tur. Det skal forstaas paa den maade at hver gang bussen koerte over et bump hoppede alle i bussen og man kunne hoere folk beklagede sig. Det blev til en smule soev, men ikke meget, saa vi var godt traette da vi stod af bussen. Heldigvis for mig kendte franskmanden Goa eftersom han lige havde vaeret der, saa han tog mig under armen og fandt en taxi som tog os til Calangute og fandt et hotel vaerelse der naesten svarede til at vaere en lejlighed med kun 5 minutter ned til vandet. Herefter lejede vi en scooter saa vi kunne komme rundt til de forskellige strande der er langs Goa's kyst.

Goa er fyldt med turister og folk der bosaetter sig for nogle maaneder og saa er der ellers druk om aften og strand om dagen. Det var nu ret nok at vaere et sted med nogle turister i forhold til gamle Madurai - men i laengden blev det for meget og strandene er ikke saa behagelige naar de er fyldt op med mennesker.
Strandende er ellers rigtig laekre. Der er en strand til en hver ting. Der er smaa strande, store strande, strande med naesten ingen turister og strande hvor der er svaert at se sandet for bar turister. Er man til vandsport er der ogsaa en hel strand hvor der er mulighed til alt ligefra vandscooter, banantur (man sidder paa noget der ligner en banan som er bundet fast til en baad som saa sejler paa fuldestyrke derudaf og pludselig drejer saa alle falder af) til parasailing som franskmanden og jeg proevede fordi jeg gerne ville flyve og dette var den naemmeste mulighed.

En af dagene tog vi til Panjim og Old Goa. Old Goa bestod kun i at se paa kirker og nogle af dem var virkelig flotte mens andre var knap saa interessante. Da vi saa blev traette af at se paa kirker gik turen videre til Panjim for at gaa i biografen. En god gang bollywood action/kaerligheds historie og popcorn med 3 forskellige smag - salt,ost og karamel.
Filmen var paa hindi og helt uden undertekster, men det var nu ikke saa svaert at forstaa handlingen, men lidt svaert at foelge med naar folk griner og vi som turister ikke kan forstaa hvorfor. Filmen var rigtig god, men det var en smule underligt med en sang midt ude i en oerken - hvor filmens mandlige hovedperson fortalte om sin kaerlighed til filmens kvindelige hovedperson, midt i det hele. Men sjovt var det nu og der var noget for baade kvinderne og maendene, i den forstand at der var bar muskuloes overkrop til kvinderne som den mandelige hovedrolleindehaver stolt viste frem og mave, skuldre, nedringet bluse og en kjole med en slids hvor man kunne se helt op til midten af laaret, som den kvindelige hovedrolle viste frem med et smil. Nu skal vi jo ikke glemme at det er her er Indien og ikke europa eller USA - saa selvom det ikke virker som noget stort for jer derhjemme virkede det lidt specielt her i biografen. Specielt paa de maend som sad ved siden af mig.
Paa vejen hjem havde vi en mindre diskussion om at rede verden. Jeg fortalte ham at det er gaaet op for mig at jeg kan ikke rede verden men hvis mit arbejde her i Indien har gjort til at bare nogle af boernene som Henriette og jeg havde arbejdet med kunne smile til mig eller grine af mig hver gang de saa mig saa var midt maal noet. Vi bare jeg kunne goere livet lidt sjovere for en kort stund saa har det vaeret det hele vaerd. Jeg fortalte ham hvor fedt det havde vaeret at komme paa arbejde og se boernen smile og vinke til en. Og selv om jeg ikke har redet boernene eller verden har jeg set nogle boern have et smil paa hver dag. Jeg ved ikke hvad jeg mere har sagt men det fik ihvertfald franskmanden til at klappe i som en oesters resten af vejen hjem.

Dagene gik med at se forskellige strande og om aften moedtes vi med nogle af franskmandens venner - somm han havde moedt da han var der foerste gang. Det var en flok englaender som var meget underholdne saa det blev til nogle sjove aftner. En af aftnerne synes franskmanden at det var paa tide at jeg proevede Fenny, en lokal alkohol drik som man drikker som shot. Man kan faa to slags smag - cashew eller kokos - og intet af det smager godt, men naar man er kommet til Goa skal det da smages. I loebet af den aften faar jeg saa drukket franskmanden under bordet og da tiden naermer sig til at komme hjem til hotellet er det bare op paa scooteren og ikke lige derud af men med en god slinger i valsen!
Heldigvis for os var der ikke saa langt og ingen mennesker paa gaden. Vi vaelter omkuld i sengen og jeg falder i soevn med et slag. Men noget vaekker mig i loebet af natten. Der kommer en lyd ude fra badevaerelset - en lyd der minder om en snorken. Da jeg vender mig om i senge er der ingen franskmand at se og det gaar op for mig at han maa vaere faldet i soevn ude paa badevaerelset. Da jeg gaar ud for at tjekke kan jeg hoere at snorken har taget til og det er lige foer at taget letter. Jeg banker foerst paa men der sker ikke noget og da jeg tager i haandtaget for at aabne doeren kan jeg kun aabne doeren faa centimeter da jeg hoerer en hul lyd. Jeg proever igen og det samme sker - ja okay hvor fra kunne jeg vide at jeg stod og bankede doeren ind i mandens hovede? Snorken stopper og jeg taenker at nu er han nok vaagnet, saa jeg tusser i seng igen. Efter 5 minutter kommer franskmanden saa ud fra badevaerelset og ind i seng uden den mindste bemaerkning og falder i soevn med det samme. Dagen efter da vi vaagnede havde en smule ondt i hovede og jeg maatte fortaelle ham om alt det der var sket dagen foer. Ups..

Det store Indien - del 2

Hampi: 10-12 januar
Endelig ankom jeg saa til Hampi. Det havde saa lige taget mig meget laengere tid end foerst beregnet. Jeg stiger ud af bussen fra Hospet og er fast besluttet paa at jeg skal ned til det her hotel som jeg har ringet til. Da jeg stiger ud af bussen staar der straks maend klar til at fange en til et bestemt hotel. Da jeg siger at jeg allerede har et hotel og vil gerne gaa og ikke tage en rickshaw bliver manden en smule skuffet og sur og forklare mig i en sur tone om hvordan jeg kommer til hotellet. Jeg drager afsted i den retning jeg har faaet af vide og foeler mig lettet over at jeg er i Hampi og spaendt paa hvordan jeg vil klare det at vaere alene afsted. Imens jeg gaar i mine egne tanker kommer der en mand og spoer hvor jeg skal hen - jeg svarede ham at jeg var paa vej til det her bestemte hotel og jeg naar daarligt nok at faerdiggoere min saetning foer han vil have at jeg skal foelge ham. Jeg taenker - hvad kan der ske?
Hampi er ikke saa stor og det er hoejlysdag. Saa jeg foelger manden hen til noget der lignede et ganske almindelig hus. Ud kommer der en anden mand som siger at jeg skal kigge paa de vaerelser han har til raadighed. Efter at have kigget og pruttet om prisen gaar jeg med til at blive her. Jeg var en smule skeptisk over denne vildt fremmede mand havde to vaerelser til raadighed en meter fra hans eget hus og tanken om at jeg er alene, hvid pige kom op i mig igen. Dog viser det sig at han heller end gerne vil hjaelpe mig og ser mig allerede som en del af familien efter kort tid. Jeg var overbevist om at jeg kun skulle vaere i Hampi en overnatning, men han blev ved med at sige til mig at det var umuligt at forlade Hampi efter saa kort tid. Efter en snak frem og tilbage med hensyn til hvornaar jeg vil forlade Hampi kan jeg maerke sulten komme snigende. Saa vi aftaler at jeg skal sige til dagen foer jeg vil vaek fra Hampi. Da han hoerer at jeg vil ud at finde noget frokost siger han straks at han vil vise mig et godt sted. Det lyder da godt taenker jeg og vi gaar derhen af. Det var saa her jeg troede at han ville spise alene - men nej. Han var klar til at underholde mig og hoerer mere om min Indien tur. Efter en god frokost synes jeg det er paa tide at se Hampi - det er jo trods alt det jeg er kommet for at se og ikke sidde og hygge snakke med en hotelmand. Saa jeg bryder frokost selskabet og siger at nu vil jeg se Hampi paa egen haand. Han giver mig hans telefon nummer saa jeg altid bare kan ringe til ham hvis der sker noget.

Hampi er en lille by, men med storer og fantastiske ruiner som fortaeller historier om en storhedstid saa stor at Hampi en gang var hovedstaden. Selve atmosphaeren i Hampi er meget tilbage laenet og der er en god blanding af hvide turister og indiske turister. Der er en stor hovedgade som straekker sig fra det store temple til et andet ikke staa stort tempel hvor der bliver solgt alle de souveniers man kan taenke sig. Selve gaden er den gamle markets straede saa det passer overens med den gamle og den nye aand der er i Hampi. Man kan nemt blive vaek i de store ruiner og det vil mindst tage 6 dage til at se det hele uden at blive stresset. De fleste steder man kommer hen er Hampi hel tom for mennesker, saa man kan nemt droemme sig vaek til de gamle dage. Hampi er et fantastisk sted til at gaa paa opdagelse om dagen og slappe af paa de laekkre spisesteder om aften. Hampi er delt op i to dele af en flod som man kun kan krydse ved at tage en baad over. Baaden sejler fra kl. 7 om morgen til kl. 6 om aften - saa er du paa den forkerte side og den sidste baad lige er afgaaet saa er der bare ikke noget at goere end at blive og sove paa den side eller man kan se om man kan finde en fisker som kan bringe en over paa den anden side for en smule penge. Deres baade er runde og man naermest sidder i et hul i vandet og saa er de lavet af palme blade og tjaere for at holde vandet ude. Paa den ene side er stemningen mere afslappet end paa den anden side - til gengaeld sker der mere paa den anden side, saa det er helt hvad man er til. En anden ting som skal naevnes om Hampi er alle de sten der er. Det er ikke smaa sten - nej det er enormt store sten over det hele og ingen ved hvorfor de er der. Man kan gaa op paa det hoejeste punkt og kun se sten saa langt oejet raekker! Det er helt vildt, man skulle tro at der havde vaeret en kaempe trold der havde staaet i sin have og fundet alle de sten og saa kastet dem hen til Hampi!

Naarh men jeg gik hen for at se mig omkring og startede med det store tempel som stadig fungerede som et temple. Der er nu ikke saa meget forskel paa templerne her i Indien - har man set et har man en ide om hvordan de andre ser ud. Saa for mig var det ikke noget specielt. Dog var der to specielle ting ved det. Det foerste var at man kunne se taarnet paa hoved ved at kigge et specielt sted i templet og saa kunne man se skyggen paa hoved. Det er det eneste temple i hele Indien som har det og det var da ogsaa meget sjovt at se. Det andet var en form for vej midt i det hele. Det skal forstaas paa den maade at man gaar ud af en doeraabning og pludselig er der noget der ligner en lukket vej hvor der stod en bil parkeret. Da jeg vendte mig om for at taenke inde i mig selv at indere er underlige, stod der en fyr som jeg kom i snak med. Han kom fra Frankig og vi talte en del sammen. Da vi kom ud af templet ventede hans veninde - en indisk pige fra Delhi. Jeg endte med at tilbringe hele dagen og aften med dem begge. Det var saa hyggeligt! Vi besteg store sten klipper og saa flere ruiner. Dagen efter tog den indiske pige til Goa for at moedes med nogle af franskmandens og hendes faelles venner foer hun igen vendte snuden hjemad til Delhi igen. Saa franskmanden og jeg lejede cykler og cyklede rundt i 30 graders varme for at se paa Hampi paa en anden maade. Og vi kom da ogsaa vidt omkring og det var en rigtig god dag. Han havde ingen planer for det naeste stykke tid og jeg foreslog ham at tage med til Goa og vaere min guide. Efter noget overtagelse sagde han ja og vi bestilte bus billetter til dagen efter. Samme dag som vi skulle til Goa tog vi en guidede tur rundt i Hampi sammen med en af de lokale og en pige fra Tyskland. Dette var igen paa cykel og det var en fantastisk tur!
Hvis man tager til Indien - tag til Hampi og lej en cykel! Det kan anbefales.
Da jeg sagde farvel til den kaere familie-hotel-mand som jeg havde boet hos fik vi os en god snak. Det var om alt lige fra han ville have inviteret mig til at spise middag med hans familie dagen foer, men da han fandt ud af at jeg havde moedt nogle mennesker foelte han sig mere sikker paa at der ikke skete mig noget. Han haabede ogsaa at jeg kom tilbage igen og var sikker paa at jeg ville goere det og naeste gang skulle jeg endelig ringe og saa ville han betragte mig som familie og ikke som en turist. Til sidst fik han min mail og da jeg gav ham haanden for at sige tak for denne gang smilede han og gav mig et ordentlig kram - hvilket bestemt ikke er normalt for indere at goere til fremmede. Saa jeg vil bestemt komme igen til den kaere familiefar!
Next is Goa...

Det store Indien - del 1

Juletiden er for laengst over og der er sket en del siden sidst der blev skrevet noget.

Den stoerste aendring der nok er sket er at Henriette og jeg ikke rejser rundt sammen. Ikke fordi der er sket noget mellem os, men Henriette ville se Danmark og kulde, hvor jeg gerne ville se Indien og varme. Saa nu er hun paa vej hjem, mens jeg sidder fast her i Indien, blandt koeer, affald og en fantastisk kultur som jeg ikke kan faa nok af.
Naar, men beklager at det har taget mig saa lang tid at faa skrevet om noget. Men eftersom det er over en maaned siden jeg forlod Madurai - vil i faa det i smaa bider. Dog forhaabentlig foer jeg kommer hjem :) - men jeg vil ikke love noget.
Beklager ogsaa stavefejl - men min hverdag er nu paa engelsk, hvorend det er paa skrift eller tale. Saa det kan vaere lidt svaert at skulle stille om til dansk.

Saa lad mig starte for en ende af.
Efter afsked med folkene fra YMCA og diverse mennesker jeg har haft en forbindelse med - lige fra de tyske piger, Divya (indiske pige fra koret), skraederne fra skraeder straedet, koeerne og lugtene, drog jeg afsted mod togstationen. Men foer jeg kunne tage toget og slappe af, blev jeg noed til at sende ca. 15 kg hjem af ting og sager som jeg havde faaet skravet sammen i loebet af de 4 maaneder. Jeg troede bare at det var et lille stop jeg skulle goere her, men ak nej - det er jo Indien! For intet er nemt eller hurtigt her. Saa med en stemme der var gaaet sig en tur og 15 kg ravelse der skulle sendes hjem var det ikke helt nemt. (Jeg mistede stemmen 2 dage foer jeg skulle afsted og der var ingen tegn paa at den ville komme igen lige med det samme) Heldigvis var Vinrod - en receptionist fra YMCA - med til at hjaelpe mig. Saadan her sender man en pakke i Indien: Man faar en skraeder til at sy en klaedes-taske rundt om pakken og det kan godt tage sin tid. Hvis man ikke har faaet en skraeder til at goere det inden man moeder op paa posthuset, saa sidder der en der med glaede vil tjene nogle ekstra penge lige ved indgangen til posthuset og syer disse klaedes-poser. Naarh men imens pakken bliver syet sammen skal en hel masse formler og papire udfyldes, 2 papire per pakke - ja her spare man ikke paa papiret. Det skal lige siges at jeg havde 3 pakker der skulle sendes hjem. Naar klaedes-tasken saa er faerdig og man har udfyldt de papire der er at udfylde, skal pakken forsejles med noget roedt snask som man ogsaa brugte i gamledage til at forsejle brevene med og saa skal papirene syes fast paa pakken og til sidst skal man staa i koe for at faa vejet og betalt forsendelsen. Saadan - det er ikke her man skal have glemt noget i pakken!
Dette lille stop tog naesten 2 timer og det var kun takket vaere rickshaw-manden og Vinrod stod og pressede klaedes-skraederen og diverse andre maend til at blive hurtigt faerdige.
Herefter var det med susende fart over til togstationen for at finde ud af at toget var over 35 min forsinket.

Min togtur gik ud paa at jeg skulle tage et tog hele vejen til Guntakal station og derefter kunne jeg tage en bus direkte til Hampi - hvor svaert kan det vaerre?
I toget kommer jeg i snak med billetkontroloeren og han virker lidt for skummel saa midt i snakken da han spoer om jeg er gift siger jeg nej - men jeg er forlovet. Og kommer med en laengere forklaring om at jeg skal giftes til december og jeg er meget lykkelig sammen med min forlovede og at det er kaerligheds aegteskab og ikke tvangsaegteskab. Efter denne historie smutter kontroloeren og jeg ser ikke mere til ham paa resten af turen.
Efter 16 timer i et tog med snorkende indere, staar jeg af paa Guntakal togstation kl. 4 om natten - uden at vide hvor henne jeg er i Indien. Her var det saa meningen af jeg skulle vente paa den foerste bus til Hampi som skulle koere fra busholdepladsen ca. kl.06.00.
Jeg vaelger at blive siddende paa stationen da det vrimler med indere. Jeg foeler mig ikke utryk kun traet og jeg taenkte at det var mere sikkert end at begive mig ud i nattens muld og moerke. Da klokken bliver 6 og det stadigvaek ikke er lyst, beslutter jeg mig for at spoerge en betjent om hvor busholdepladsen er, da jeg meget gerne vil til Hampi. Han ryster loest paa hovedet og peger i noget der ligner en tilfaeldig retning. Da jeg spoer ham igen om bussen til Hampi giver han mig foerst et stort smoeret smil, for derefter at traekke paa skuldrende og fremstamme noget der kunne tyde paa at han ikke er klar over hvad jeg talte om. Heldigvis kommer en anden mand forbi og spoer mig hvor jeg skal hen. Jeg fortaeller ham historien med tog til Guntakal og derefter direkte bus til Hampi. Han ryster paa hovedet og fortaeller mig at det er paa ingen maade muligt. Den eneste mulighed for at komme til Hampi er ved at tage et lokaltog fra Guntakal til Bellary (1 time). Fra Bellary skal jeg saa med en bus til Hospet (2 timer) og saa med en ny bus fra Hospet til Hampi (30 min).
Jeg kunne have begyndt at graede - jeg havde ikke sovet, alt var et rod og jeg blev i tvivl om jeg nogensinde ville komme frem til Hampi. Men jeg tager mig sammen og tager min rygsaek paa og bevaegre mig ned for enden af stationen for at koebe en togbillet, for derefter at gaa tilbage igen hvor den samme mand staar og venter paa mig. Han be'r mig om at komme med ind i vognen sammen med ham og en af hans venner. Der gaar ikke lang tid foer vognen er fuld og overalt sidder der kun maend. Det var moerkt, fugtigt og af og til okm der en brise fra toiletkummens gemmer. AD!
Toget blev fyldt, skoderne for vinduerne blev aabnet og solstraalerne sneg sig ind. En god snak kommer igang mellem ham og mig og jeg kan se at alle de andre maend lytter med som var det en historie der blev fortalt. Han fortaeller mig at jeg er meget godhjertet pga mit arbejde her i Indien og samtidig at jeg var meget modig at jeg turde rejse alene.
Efter en times koersel i dette lokalebumletog rejser den hjaelpsomme mand sig og siger at vi skal af. Det myldre ud af toget med familier, arbejdsmaend, skoleboern og saa lige mig med en stor rygsaek paa. Jeg proever saa godt som jeg kan at foelge med den hjaelpsomme mand, men det foeles som om jeg er skrumpet?! "Pas paa her kommer en rygsaek med arme og ben - men vent hvor er hovedet?"
Det ender med at jeg naermest smaaloeber for at kunne foelge med, samtidig med at jeg skal holde vaegten lige over mine ben for ellers ville jeg falde bagover og saa kunne jeg ligge der som en bille der ikke kan komme om paa den rette side igen.
Endelig - busholdepladsen! Min hjaelpsomme mand spoer mig om jeg er sulten. Jeg sagde nej for ikke at vaere besvaerlig og for at komme hurtigere til Hampi. Men jeg maa have set sulten ud for han vaelger at tage mig med hen til en naerliggende restaurant og gir morgenmad. Selvom jeg insistere paa at betale holder han fast paa at det er paa hans regning. Jeg takker mange gange og han smiler og siger at det var en fornojelse.
Efter en omgang morgenmad var det over og finde bussen. Min hjaelpsomme mand skulle med den samme bus saa han klarede alt for mig. Han forklarede hvad jeg skulle goere efter jeg var staaet af osv. Derefter gav han mig sit telefonnummer i tilfaelde af, at jeg skulle faa nogle problemer paa min vej til Hampi eller i Hampi. Herefter staar han af og jeg er efterladt til mig selv og min trang til at sove er nu rigtig stor. Men jeg kniber mig i armen for at holde mig vaagen lidt endnu. Snart er bussen fyldt med skoleboern som kommer loebende fra en stoevede vej - et sted ude i intetsted. Igen faar jeg af vide at jeg er meget modig, at jeg som hvid kvinde rejser alene rundt i Indien - for det er jo et farligt land. (De skulle bare vide at en lille dreng sagde til mig da jeg var i Agra med min mor - at jeg var meget farlig - helt uden nogen grund)
Bussen triller ind paa holdepladsen i Hospet og jeg er nu taetter paa Hampi end jeg havde vaerret for blot et par timer siden. Jeg finder bussen der koere til Hampi, ringer efter et hotel og nu skulle det hele saa vaere klaret.

Glædelig jul og et godt nytår

Kære alle jer hjemme i julepyntede Danmark - og andre steder i verden!

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og håber at I kommer rigtig godt ind i det nye år. Med et stramt juleprogram, vidunderlige besøg af Thomas (min kæreste), vores mødre og Pernille (min søster), som stadig er i fuld gang, og realiteten om at vi nu snart skal rejse fra Madurai, er tiden løbet afsted - nøjagtigt som jeg ved den har gjort i DK. Derfor har det været (meget) småt med indlæggene den sidste måned, men det betyder på ingen måde at alle tankerne hjem til jer er blevet færre! Jeg håber, at I har kunnet mærke dem :)

Nicoline og Birgitte (hendes mor) er netop rejst her fra Madurai op igennem Indien, for at få en ordenlig en på opleveren. Min mor, Pernille og jeg rejse den 28. til Kerala, vores nabostat, for at nyde den smukke natur, badestrandene og hvad vi ellers finder af spændende ting! Den 5. januar mødes vi her igen, og den 7. rejse Nicoline og jeg så afsted på en lille rundrejse. Det glæder vi os til.

Jeg vil tilbage til julehyggen, så mere bliver det ikke til denne gang. Mange varme hilsner fra Inderland - hvor det faktisk blev jul til sidst:)

Jul i inderland

Midt mellem terrorangreb og oversvømmelser sidder vi her og klipper julepynt - så I skal ikke være bekymrede! Mumbai ligger laaangt fra os. Det svarer til, at der var en terroraktion i Venedig - det ville vi I DK jo ikke være så mærkede af. Og jo, det er det samme land, MEN Indien er kæmpe, kæmpe stort og i højere grad et "forenede stater" end et land.
Og de uha-noget-så-farlige oversvømmelser er ikke blevet til mere end nogle store vandpytter og to skolefridage. Så alt er sådan set i den skønneste orden her:)
Onsdag lavede vi pandekager med is til aftensmad i det nye køkken, og så hyggede vi med en rigtig candlelight-dinner:) I går fik vi chicken-nuggets (færdig mad ;) og kartoffelmos, og så er vi desuden gået helt i julehumør. Vi har klippet julehjerter, engle, stjerner, og dertil tilføjet to skønne, indiske lyskæder = fantastiske juleværelser, som næsten nærmer sig Magasins juleudsmykning;) Med kalenderlys, julekalender på DVD og pakkekalender, er vi nu klar til december, og understreger det med en tur til Kodaikanal her i morgen.
Kodaikanal er en Hillstation, dvs. en gammel engelsk sommerby, som britterne flyttede koloniadministrationen på til, når storbyerne blev for varme at opholde sig i om sommeren. På denne tid af året er det køligt, så vi kan næsten få fornemelsen af det danske klima - i hvert fald noget der ligner. Bjerglandskabet skulle være meget smukt, og der er mange gode gåture i området, så vi pakker den lille rygsæk, stiger på bussen og så står den ellers på vandrerture hele lørdag:)

Den næste uge står på julearrangementer til den helt store guldmedajle. På søndag skal Nicoline danse til en privat julesammenkomst, mandag skal jeg synge til "1000 voices choir" (et arrangement hvor 1000 børn synger sammen for oplevelsen skyld), fredag har vi juleafslutning på High School for Hearingimpared og vi siger farvel til dem mandag den 8. dec.
Søndag den 7. dec skal vi synge julekoncert - så der skal vi liige nå at lære 3 tamilske julesalmer til. Fredag den 12. holder vi juleafslutning på The school for Mentally Challanged og siger samtidig farvel til dem (dog vender vi tilbage senere for at vise vores mødre og min søster stederne), og den 14. december holder vi juleafslutning med vores kære børn på lektiecafeen. Så som I kan se, keder vi os ikke. Den sidste arbejdstid her kommer til at gå lynhurtigt, så vi prøver bare at nyde det hele.

Nu skal vi have vores sidste dansetime, og det passer vist os begge fint, at det er sidste gang vi skal stå i halfseat, en overdrevet hjulbens-position, hvor man går næsten i knæ, samler fødderne og knæene skubbes ud til hver sin side. Ikke synderligt behageligt! Vi sender mange tanker hjem til jer, og I må alle have en dejlig 1. søndag i advent.

Westernweekend

Flyveturen til Bangalore gik uden problemer, og englene sang da vi trådte ind i lufthavnen. Her var rent, roligt og arkitekturen mindende om noget der sagtens kunne være bygget i Danmark inden for de sidste par år. Meget minimalistisk i hvidt, marmor og glas. Der lå ingen og sov på gulvene, toiletterne var pinligt rene, og pludseligt tænkte man over, hvordan man egentligt selv tog sig ud i de store slidte haremsbukser. At der også lå en subway-sandwichbar uden for forhallen gjorde ikke lykken mindre!

Vi tog med shufflebus ind til M.G. Road, som er en af hovedgaderne i Bangalore. En tur på intet mindre end 33 km og 1 time i den indiske trafik. Bangalore er noget helt andet end det vi tidligt har set, og det er tydeligt at Madurai blot er en forvokset landsby set i forhold til. Hvis I har set "Aladdin" og lagt mærke til hvordan indkøbsagderne ser ud nede i Agrabah, der hvor Aladdin stjæler fra boderne, kan i lige for et sekund holde det billede for jeres indre. Så fjerner I idyllen og fylder det med larm, skidt, køer og 100. gange så mange indere, og BANG, der har vi Madurai. Bangalore byder på meget af det samme, men har også den mere moderne arkitektur, shoppinggaderne som vi næsten kender dem fra Europa - lidt a la sydeuropa - cafeerne, fastfood'en, flere normale biler (sammenlignet til Madurai's 5 biler og 10.000 rickshaws), shoppingcentre, parker og langt flere mennesker i jeans og t-shirts. Og kort sagt så vi nød det godt af det hele!

Desværre blev min tilstand værre, og jeg måtte indlægges fredag morgen på hospitalet, efter næsten to døgn uden at kunne holde hverken vådt eller tørt indenbords, bogstaveligt talt, pga. maveinfektion. Min krop gik simpelthen i baglås. Jeg var blevet dehydreret og min mave skulle hjælpes i gang med at fungere igen, og efter blot et (langt) døgn med drop, fik jeg lov at blive udskrevet. Det var min sygehus-debut, men alt taget i betraktning, var det meget positivt, og jeg oplevede at sygehus personalet var meget dygtigt - i hvert fald når jeg var vågen ;)

Heldigvis var Vera, en af vores tyske venner fra Madurai, også i Bangalore torsdag, så hun og Nicoline tog på tur ud og så byen! Og det var ikke småting de kom hjem og fortalte om - men det vil Nicoline måske selv skrive om :) Nicoline sad dog trofast ved min side hele fredag - og mange mange tak for det!

Torsdag aften nåede jeg lige lidt ud sammen med dem - og vi besøgte NASA, en pub formet som et rumskib - super fedt! Desværre havde de ikke noget dansegulv, og påstod at det er forbudt i hele Bangalore, ellers havde vi nok fået svunget træbenet en lille smule. Det må vi så vente med, til vi kommer hjem til Danmark.

Fredag forsvandt bag hospitalets hvide vægge for os begge. Og så begyndte det at regne!

Lørdag blev jeg så løsladt, og vi tog ud til et shoppingcenter, vi havde læst om på forhånd, og måtte sande at vi nu var nærmere Magasin end vi havde været i 3 mdr. Det var virkelig dejligt at sidde der midt i al den herlighed og blive forkælet lidt, og så shoppede vi amok i Clinique-butikken. Vi købte så meget at de nærmest smed prøver og makeuppunge efter os, da vi forlod butikken :)
Om aftenen måtte vi desværre stifte bekendskab med den dårlige side af Bangalore, da vi forsøgte at få en rickshaw. Problemet med at få prisen ned på et rimeligt niveau, kender vi her fra Madurai, men den udspektulerethed og frækhed de havde i Bangalore, oplever i aldrig i Madurai. Her er de blot nysgerrige og lidt naive, men i Bangalore var de direkte uebehagelige. Vi havde endelige forhandlet en pris med en af chaufførene, og kørte afsted, men vi var ikke kommet langt, før han begyndte at sige: her er meget, meget trafik, vi kører en smutvej, og så skal i kun betale 30 rs. i stedet for 100 rs. - nå ja, og så skal vi lige forbi min shop. En smutvej til billigere penge, når mørket er faldet, lyder som den sikre vej mod meget ubehagelige oplevelser, så vi sagde selvfølgelig nej, og stod fast ved aftalen. Og så kørte diskussionen ellers derfra. Det endte med at han satte os af i et mørkt, traffikeret kryds, og så kunne vi stå der. Og for mit vedkommende var det mere end jeg kunne holde til oven på mit hospitalsbesøg, som jeg naturligvis var helt udmattet efter. Vi gik tilbage af den vej vi var kommet af, og endelig lykkedes det os at få en anden - og aftenen endte lykkeligt! Men det var noget af en oplevelse.

Søndag tilbragte vi inde ved M.G. Road og Brigade Road - de store shopping gader, og vi fik sko, løbesko, festkjoler, hverdagstøj og lækker fastfood mad (ja, det skal man ikke kimse af, når man ikke har fået det i 3 mdr!!). Det var virkelig dejligt at gå og kigge butikker som der hjemme, og bare nyde at det hele virker så velkendt. Om aftenen tog vi til lufthavnen, og nød endnu en gang godt af de lækre lufthavns faciliteter, inden vi vendte næsen hjemad og endelig kunne putte os på værelse 11 og 12 her på YMCA efter en dejlige, begivenhedsrig weekend!

Det regner og regner her - uden for regnsæsonen, så de er absolut ikke vilde med det. Faktisk har regeringen beordret skolefri i 2 dage nu, hvilket betyder at vi er arbejdsløse, og sidder og kukkelure lidt her på værelset. Shamila sagde i går at hun er bange for at vi får oversvømmelser, som de også har haft for 10 år siden, men nu har indere en tendens til at overdrive lidt, så vi ser hvordan det udfolder sig. Heldigvis bor vi på 1. sal om ikke andet, så vi er begge helt rolige ved situationen! Det store problem er at de intet kloaksystem har, så vandet har ingen steder at løbe hen - derfor er alle gader fyldt med vand, og det gør al traffik meget besværligt!
Hvis tingene fungerede på samme måde i Danmark, tror jeg, at vi ville være et meget dumt folkefærd, da vi måske kun kunne gå i skole 20 dage om året! De skulle bare vide, de kære indere - måske er de bare lidt sarte..

BANGALOOORE!!

I dette øjeblik sidder vi og lytter til de venlige stewardesse-stemmer i højtaleren i Chennai lufthavn. Snakker de tysk? Eller er det naiv indbildning, for at tro vi er i Europa?
Min far og Vibeke har været her hos os i Madurai fra onsdag til mandag, og vi har haft nogle helt vildt dejlige dage! De er nu taget videre til kerala, hvor de skal have et skud sol, inden de vender hjem til det kolde nord igen. Desværre fik vi alle en omgang Delly Belly (indisk dårlig mave og utilpashed), men jeg håber nu at deres samlede indtryk af Indien er blevet positivt:) Jeg har i hvert tilfælde virkelig nydt at de har været her. I mens har Nicoline været ud og lufte sig lidt med Divya, en moderne (!) indisk pige, vi har mødt i det kor vi netop er startet i. De har hygget sig meget sammen, "og det var godt at komme lidt ind på den indiske ungdom" citat Nicoline. Og Nicoline synes Henriette er et fjollehoved. Waaah! I dag er det jo Nicolines fødselsdag, hurra hurra hurraaa, og det skal vi fejre!!! Vi startede allerede i går, da vi efter en lang dag var gået tidligt i seng, for at være klar til afgang kl 6.00 mod Bangalore i dag, blev vi lige pludseligt vækket kl 23.00 af David og ham-vi-ikke-ved-hvad-hedder (det er blevet hans navn nu, lidt inspireret af Harry Potter), som stod glæde strålende udenfor døren med en utrolig flot, disney-agtig og meget syntestisk jordbærsandkage med skriften "Happy Birthday, Nickolhine". David forsøgte sig med en fødselsdags sang, meeen det var nu ikke den store succes. Efter 2 linier forstummede han hurtigt. Bagefter ringede de så og sagde at vi ikke måtte fortælle det til Shamila eller Jebaraj - Det var jo heller ikke så god timing fra deres side, at komme så sent!

Nå, men nu sidder vi altså her. Endelig på vej til Bangalore, og vi glæder os meget til at komme frem, og måske opleve en by der lidt mindre tradionel/gammeldags og lidt mere vestlig-minded! Og så nyder vi at være lidt på egen hånd uden mor-shamila og far-jebaraj i nakken. Måske byder denne tur også på et møde med Vera (en af de tyske piger), som også er i Bangalore nu. Det må tiden vise:) Nu skal vi boarde.
Fortsættelse følger...