På familieudflugt

Klokken 16 står vi endelig ombord på vores første indiske togtur mod Indiens sydligste by Kanyakumari. Vi skal være afsted i 6 dage, og har set meget frem til at komme afsted. Efter en mindre forsinkelse på 30 min, forlader vi bumlende stationen i Madurai, og triller langsomt mod syden. Fornemmelsen man har her i toget minder en anelse om, at køre i den gamle trærutschebane i Tivoli, meget bumlende, men hyggelig. Vi er placeret på 1.klasse i en luftig kupé, og Jebaraj og hans lille familie sidder lidt længere nede i toget på 2. klasse. Vi har det begge temmeligt blandet med denne opdeling, men må pænt blive siddende i kølige kupé. Jebaraj kommer flere gange op til os for at forsikre sig at vi har det godt, hvilket vi alle gange kan nikke smilende til! Vi deler kupen med tre andre: En indisk kvinde som tydeligvis er blevet afskåret fra resten af familien, som sidder inde i næste kupe. De går hele tiden frem og tilbage, men smiler alle venligt til os, så det erbare hyggelidt. Den anden er en midaldrende indsk forretningsmand, som jævnlig snakker i sin fikse mobil både på indiske og engelsk, og den tredje er en hvid - sandsynligvis britisk - kvinde. Hendes flydende tamil og påklædning afslører hendes mangeårige kendskab til Indien, og uden vi har snakket om det, har vi begge antaget, at hun i mange år har været og stadig er missionær i landet. Hendes ansigt er præget af slid, hele underansigtet hænger på en måde som absolut ikke er særligt tiltalende, men da hun vinker farvel til sin indiske følger på stationen afsløres et smil som viser følelsen af succes og styrke. Hun smiler ikke til os en eneste gang, om det handler om en form for bedrevidende arogance eller hun blot er ligeglad er svært at sige.
Toget bumler afsted, og lydsettet er en blanding af togets raslelyde og to mænd som konstant går frem og tilbage i vores vogn og råber "chai, chai, chai the" og "coffeecoffeecoffee" (skal siges meget hurtigt, helst som hundegøen).
Vi når Kanyakumari ca kl 22, og kører afsted i den jeep der står og venter på os på stationen. Vores lille familie består af Jebaraj selv, hans søde kone, deres datter på 6 år, og hans svigermor. Vi bliver indkvarteret på YMCA Guest house, men da vi ligger os på de hårde madrasser har vi begge svært ved at falde i søvn. Vi ligger og hyggesnakker og får grinet en masse - det hjælper til sidst på søvntrangen og vi falder i søvn. Kl. 6 om morgenen ryger strømmen og dermed airconditionen, så vi vågner af varmen og lyde udefra som om der er en festival i gang - vi kan ikke finde kilden til støjen, så ligger os halvhjertet til at sove igen. kl 8.30 vågner vi så op midt i en børnehave - føles det som. Ude på gangen stormer 100 børn rundt, og larmer som om de aldrig havde lært andet. Vi må acceptere at der ikke bliver til mere søvn i denne omgang, og står op. Morgenmaden består af bananer og VARM mælk - selv om Jebaraj flere gange har bedt om kold mælk til vores cornflakes. Der er stadig ingen strøm, og intet vand, og vi kan slet ikke tænke pga. larmen ude fra. Temmelig dårlig start på dagen, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg bare ikke kunne mere efter det. Minimal søvn og en meget sparsom morgenmad er ikke en anbefalelsesværdig start på dagen.
Men der er lys forude. Jebaraj kommer og henter os 10.30, og så tager vi på tur med familien ned til havnen. Her står ombord på en stor turistbåd og sejler over til de to små klippeøer som Kanyakumari er kendt for. På den ene står en 46 m højstatue af en tamisk nationhelt og på den anden ligger et smukt tempel. Da den største tsunamibølge ramte byen i 2004 stod den over statuens skulder i 40 meters højde. Det var skønt at mærke den friske havluft, og vejret var utroligt smukt. Vi besøger efterfølgende Gandhi's lyserøde mindehal. Det var ikke så fantastisk smukt, men en lille sjov ting var der ved det: Der er et hul i luftet på den store kuppel, og ind af dette hul falder sollyset kun på en bestemt dag - den 2. oktober, som er Gandhi's fødselsdag. Indere valfarter derfor dertil for at se dette på denne dag. Efter en utrolig lækker frokost på et meget fint hotel, og en tiltrængt lur, får vi endelig lov til at stå i de tre have. Det bengalske hav, det arabiske hav og det indiske ocean. Det er en stor oplevelse - og som vi står der med fødderne godt begravet i sandet går solen langsomt ned i horisonten. Alt i alt en dejlig dag, som startede lidt sort, men endte i et smukt gyldenrødt solskin!

En stille morgen hilsen

Kære alle derhjemme. Jeg håber alt er, som det skal være rundt om i de små hjem, og i nyder efterårets komme i Danmark. Vores hverdag begynder langsomt at forme sig, og med den kommer fritiden til at tænke, shoppe, opleve - og blot være. Men vi faktisk har forholdsvist meget fritid, og da Madurai desværre er lidt fattig på attraktioner og underholdningstilbud, sidder vi ofte på værelserne og slappe af foran tv'et, tager os en lur, læser bøger eller surfer rundt på nettet. Det er ikke noget at klage over, da der også er brug for denne tid til at bearbejde hele denne nye verden vi befinder os i, men det er netop i disse timer at savnet kommer snigende. Det kommer lidt i bølger - om aftenen sker det tid at tankerne bevæger sig hjem mod jer, og de sidste ti minutter inden søvnen endelig rammer mig, kan godt være lidt hårde at kommer igennem. Midt på dagen er det sjældent et problem, men der er tidspunkter, hvor jeg blot må tvinge mig selv til at være lidt ulogisk og lade som om, der ikke er særligt langt til DK :)
Apropos logik så må jeg tilstå, at jeg har en enkelt klage midt mellem alle de gode ting, der er ved at være her. Manglen på logik! Eller i hvert fald dansk/europæisk logik. Nu er vi flere morgener i streg blevet nød til at gå hen til køkkenet efter morgenmaden er blevet serveret, fordi vi kun har fået to bananer og en kande mælk - intet at drikke af og heller ingen skåle til at spise cornflakes af.. Jeg ved ikke hvad de selv gør - deles om at drikke direkte fra kanden?
I dag skal vi afsted til Kanyakumari - den sydligste by i Indien, og det bliver så fedt. Programmet består af strandture, turistattraktioner som paladser, et besøg på YMCA's tsunami projekt og en tur til det sted hvor en af de første kristne menigheder skulle være startet (En af jesu diciple skulle være taget direkte her til - nærmere historiske forklaringer følger).
Det kommer på et rigtig godt tidspunkt for mit vedkommende, da jeg trænger til at få mig en ordenligt en på opleveren igen, så jeg kan lægge tanken om DK lidt fra mig. Og så er det jo nogle vildt spændende ting vi skal se, juhuu..

Jeg vil lige opfordre endnu engang til at lægge kommentarer. Det betyder virkelig meget lige at få en hilsen - og for at være ærlig er jeg meget ofte inde for at tjekke, om der mon skulle være en lille hilsen. Vi kan desværre heller ikke se hvor mange der kommer ind og kigger på bloggen, vi ved dog at der er nogle stykker der følger flittigt med, men også derfor kunne det være sjovt at se, hvem der egentligt er med os på denne tur:)

Mange tanker fra Henriette

Til abefest i regnskoven

Kl. 10.15 tumler jeg hen til døren, hvor Nicoline står på den anden siden - nøjagtigt lige så omtumlet som jeg - og siger at morgenmaden er her. Hvor denne voldsomme træthed pludselig kommer fra er svært at sige, da vi ikke føler vi laver så meget i hverdagen, men det er nok alle indtrykkene som indhenter os nu. Efter vores brunch-lignende morgenmad bestående af cornflakes, "scrambled" eggs, toastbrød, kold mælk og røde bananer, gør vi os roligt klar til dagens program. Det viser sig at bestå af en tur til Boys Home, hvor vi gav dem 2 fodbolde, og gjorde et ynkeligt forsøg på at spille med dem, og derefter videre til endnu et tempel. Denne gang kan tempelbesøget ikke klares med en rickshaw, så vi kører for første gang siden vi ankom i bil. Fornuftigt, indser vi hurtigt, for der er temmelig langt til det omtalte tempel.
På vejen ser vi den landlige side af Indien, hvilket er en voldsom kontrast til byen. Her bor de fleste i huse flette af palmeblade eller forfalde huse. Fattigdommen er tydelig, men på en eller anden måde ikke så ubehagelig som i byen. Stemningen i de små byer virker arbejdsom men munter, hvor imod de fattige i byen på en måde dyrker deres elendighed, for at få flest penge "tigget ind".
Landet vi kører igennem er hovedsageligt fladt marklandskab med enkeltstående palmer. Ude i horisonten kan man dog se det blålige omrids af bjerge - og vi passerer også et bart klippebjerg, som kan minde lidt om Ayers Rock i Australien. Ja, ja, i Indien kan man få en bid af alt!
Da vi endelige når til det første tempel, finder vi det lukket, og går derfor på opdagelse i skoven sammen med David. Umiddelbart ligner den bare den danske skov, men som vi bevæger os ind i den stiger luftfugtigheden mærkbart og aberne vælter frem fra træerne. Små baby-aber og større frække aber. Det var den rene abefest. David fortæller at der er mange forskellige dyr i skoven, bl.a. tigere, men vi møder dog ikke nogen - såå måske er det en lille løgn. Til gengæld står vi pludselig ansigt til ansigt med en stor ko, med lange horn. En foruroligende brummende lyd kommer fra den, og da David og vores chauffør begynder at se lidt blege ud, bryder vi etiketten og holder hinanden i hånden, for lidt farligt føles det altså. På trods forsætter vi vores jagt på et lille tempel, som skulle ligge langt inde i skoven oppe af en laaaang bakke. Det er åbenbart så lille at det er meget svært at finde, for chaufføren, som viser vej, stopper ofte op og ser sig lidt betuttet tilbage.. Vi laver sjov med at det nok er pocketsize. Og det er faktisk ikke helt ved siden af! I hvert fald ikke i sammenligning med de andre templer vi har set. Så langt, så farligt, så småt!
Vi kæmper os tilbage gennem vilnæsset - lianer hænger overalt og store sommerfugler flyver rundt omkrings - Randers Regnskov og KBH's zoo kan godt gå hjem og ligge sig!
Vi når vores 3. og sidste tempel på vores vej op af bjerget, hvilket er en slags badeanstalt, hvor man kan snuppe sig en ståle helligt vand under vandgudens alter. Vi velsignes to gange: først en lang rød streg mellem øjenbryn og håret - i forlængelse af næsen. Anden gang to hvide streger på hver siden af den røde. Vi må have set ret dumme ud, eftersom alle grinede af os. Inden vi kører tilbage med Madurai bliver det lige til et toiletbesøg aka. hul i jorden i en boks..

David spørger om vi er frisk på at se en udstilling, og det er vi da selvfølgelig. Det viser sig at være en rekonstruktion af snedækkede Kashmir, så indbyggerne af Madurai kan få en ide om hvordan et snelandskab ser ud. For os er det mødet med den største papmache-collage, vi nogensinde har set. I 35 graders varme er det svært at leve sig ind i ideen om et snelandskab, specielt da vi kommer ind midt i den, og der er fyldt med glade tigere, plasticblomster, kashmirske soldat-dukker og en springvand. For at det ikke skal være løgn, havde de også lige fået sneget en enkelt snegud ind i collagen - eller vi ville nok bare normalt kalde det en snemand (dog ikke så veludført som dem vi selv laver - egentligt var det bare en isklump med blomsterkæder på. Og vi tvivler på at det egentligt var is!) Ha, ha, den udstilling skal virkelig opleves i virkelig live.
Bag udstillingen gemte sig en forlystelsespark med kræmmermarked og det hele. Så vi fik candyfloss og karrypopcorn (Hmm - spøjst!). Vi prøvede ikke nogen forlystelser, men planlægger snart at vende tilbage...

Forresten har indiske biler den lille frynsegode, at de spiller en lille jingle hver gang de bakker - det er simpelthen det mest åndsvage vi nogensinde har oplevet!

Smil og et kys

Af en eller anden grund var det sværere at stå op i dag. Ved ikke om det var fordi Henriette og jeg havde sat os det mål at være med til morgen yoga kl. 06.30. Jeg nærmest væltede ud af sengen og stod og kiggede mig blegt og en smule klatøjet ind i spejlet og tænkte "Nøj det er tidligt. Det her det overlever jeg ikke!" - og ganske rigtigt gjorde jeg ikke det. For Henriette og jeg hævde næppe ståede på vores ben mere end 10 min før vi besluttede os for at gå direkte tilbage til vores senge. Vi troede lige vi var kommet rigtigt ind i døgnrytmen, for selvom der "kun" er 3½ times forskel (endnu - 4½ time ved vintertid) så påvirker det alligevel kroppen. Men heldigvis har vi masser tid til at være med til yoga, for det er der nemlig hver morgen på vores hostel. Men lige nu var det bare op på den fikse skummadras og ind under myggenettet igen, inden vi om ikke så længe skulle op og spise morgenmad og på arbejde. På vejen til arbejde kom der en hel række at kvinder med forskellige farver sari'er. Det var en regnbue uden lige. Alle farver var repræsenteret og det samme var mønstrene. WOW et flot syn! Ikke underligt at det hedder Indiens farver, for der er farver over det hele. Her er der ikke en dag der kan blive trist og grå, for selv paraplyerne har mange farver. Men hvis man ser bort fra farverne, mønstrene, de glade mennesker, en eventyragtig stemning (specielt når en tæppemand vil sælge en et tæppe, folder det sammen og sir, at nu er det et flyvendetæppe - ja det er jo klart når jeg skal proppe det i kufferten og flyve hjem med flyveren...) så er der myggene, trafikken og de meget overfyldte skraldespande som lugter rigtigt fælt. For som man bedst sidder der i sin auto-rickshaw og nyder de hullede veje og en forhindringsbane mellem menneskemyldren så de indredele hopper og skvulper rundt (det er ikke her man skal tisse!) kommer der til tider en dunst uden lige. Det er virkeligt ulækkert og det virker ikke til at der bliver gjort noget ved det i lang tid, for både geder, køer og fluer nyder godt af det. Heldigvis er det hurtigt videre og lugten forsvinder hurtigt ud af næsen. På hvert gadehjørne ser man kvinder sidde og lave lave yasminkrænse dag ud og dag ind og dem bruger kvinderne som pynt til håret, med den bonus at de dufter rigtig godt. På the school for the mentally challengede var det tid til at være sammen med de mentalt handicappede børn, hvor imod sidste uge havde Henriette og jeg været sammen med de hørehæmmede børn. De mentalt handicappede børn starter med 45 minutters yoga hver dag for at få gang i deres led. Det er ikke alle børnene som kommer til tiden for selv efter start kommer de stille og roligt dryssende. For det meste er det nogle smilende eller generte børn man bliver mødt af, når man stille sidder og kigger på dem lave yoga. De stiller pænt deres sko udenfor og løber ind og går straks i gang, der hvor de andre er nået til. Her i dag var jeg så heldig, at en sød dreng kom smilende hen og sagde Hello til mig og mens ingen kiggede gav han mig et stille kys på panden. Så smilede han til mig og gik ellers i gang med at lave yoga.
Efter et par timer på skolen var der frokost pause og det vil sige at vi har fri. Jeg sagde farvel til Marvin - en dreng der har spasmer. Han kan hverken gå eller stå selv, så der bliver båret rundt på ham hele tiden. En ting Marvin er specielt god til det er at smile - og det er ikke et lille smil, det er et smil der går fra det ene øre til det andet. Han har en fantastisk livsglæde uden lige og det er super fedt.
Så var det hjem, få lidt søvn og frokost og om eftermiddagen var Henriette og jeg så på vej ud til the evening studycenter. Her kommer eleverne og får hjælp til deres lektier og spiller spil med alle de andre. Eleverne er gået fra at ville droppe ud til at blive nogle af de bedste i deres klasse. Her har vi fået en lille gruppe på 10 elever som vi skal undervise i lidt engelsk og lege med. Og i næste uge får vi nogle nye.

Still alive

S - Sportsdag. Vores første hele dag med de mentalt handicappede børn gik med sportslege.
T - Teen movie. Vi spiser aftensmad til "10 things I hate about you".
I - Ivrige gadesælgere. For første gang oplever vi den mindre behagelige side af at være hvid.
L - Levende hellige dyr. Aber, fisk og elefanter for alle pengene i templet.
L - Lektion. På YMCA Boys home lærer vi dem danske sange. Aka vores første lektion.

A - Attraktion. Vi er ubetinget den største attraktion i Madurai lige i øjeblikket.
L - Lettere navne. Midlertidig navneændring til: Henriette = Henna og Nicoline = Nicole.
I - Ingen strøm. Mange massive strømafbrydelser både i går og i dag.
V - Varmt vejr. Mindst 36 grader i skyggen.
E - Endnu en fridag. De havde glemt at fortælle os at det var helligdag i går, så da vi stod og bankede på porten til skolen for mentalt handicappede var det forgæves.

P.s. Skriv nogle flere kommentarer her på siden, det er så dejligt at læse her så langt væk hjemmefra.
Vores adresse er: Navnet, YMCA International Guest House, Main Guard Square, Madurai 625 001, India.

Opfølgning på søndagen

Ja som Henriette skrev så var det en utrolig flot gudstjeneste vi nu havde været til. Så med trætte hoveder vendte vi tilbage til vores værelser efter 1½ time i kirke - en smuk, men tidlig søndag morgen. Airconditionen havde kølet værelset ned og nu var det bare under lagnet alt imens sengen skreg efter at få en træt sjæl til at lægge sig i den. Der gik ikke mange sekunder før jeg fandt mig godt tilrette - så godt som det nu er muligt på en skummadras. Yes en søndag hvor man kan sove længe. Eller det var hvad jeg troede. For efter en times tid blev jeg vækket af en mand ude på gaden som skreg noget på tamilsk ind i en mikrofon. Han gentog hvert ord han sagde og med en svag menneskemumlen i baggrunden, kunne det godt lyde som noget søndags bingo de havde gang i dernede. Eftersom det var umuligt at falde i søvn blev der tændt for fjernsynet og set nogle film. Ak ja, der findes ikke en enket dag hvor der ikke sker noget. Der er hele tiden gang i noget her i Madurai, hvad enten det er en søndag eller en hvilken som helst anden ugedag.

Tidlig morgen og smukt morgensolskin...

6.30 er morgemaden på bordet til morgen, da vi skal til gudstjeneste kl 7.30 i den engelsksprogede kirke. Det er noget af en mission overhovedet at blive viklet ud af lagen, tæppe og ikke mindst myggenet, da væggeuret ringer - men det lykkes og snart sidder vi i en "auto" (=autorickshaw) på vej mod kirken. For første gang siden vi ankom er byen præget af øde gader og en skøn stilhed, kun afbrudt af og til at et enkelt dyt fra auto'erne i en af de tilstødende gader. Søndagmorgen er altså selv her fredfyldt.
Kirken er badet i et blødt solskin - og det er utrolig smukt. Det minder om det lys der også ses over markerne hjemme i Danmark en tidlig klar sommermorgen. Selve gudstjenesten er mere livlig end vi kender den i Danmark, og består hovedsageligt af bønner, veksel læsninger mellem præst og menighed og hymner der på en måde virker meget kraftfulde og livfyldte end vores gamle salmer. Under navderen sang koret "Amacing Grace" og lige inden var der gæsteoptræden med en engelsk dame og nogle unge mennesker, som sang en gospelsang akkompagneret af guitar.
Vi er også blevet spurgt om vi vil fremføre noget en af de kommende søndage - hvis vi skal det, skal vi i hvert fald lige samle lidt mod:) Meen man ved aldrig hvad vi finder på, her i de varme lande!

Nu begynder tiden at løbe..

Når vi tænker tilbage på de sidste par dage, har vi ikke lavet så meget andet end at lege med børnene og lære en smule (!) tamil, men alligevel er tiden fløjet afsted. Det er dejligt endelig at kunne se en hverdag forme sig, specielt når den indeholder sådan nogle dejlige små unger. Vores tidsfornemmelse er nu også ved at tilpasse sig inderne, vi ved hverken hvilken dato det er eller om klokken er 12 eller 12.30.. yes yes, we is werri good indian peopl'!
Efter en rigtig soveformiddag med sen morgenmad beslutter vi os for at tage kæmpen op og fastslå, at vi altså vil have lov til at gå ud i byen alene, fordi vi ikke er kommet hertil for at sidde på værelset og se engelske film. Efter lang forberedelsestid for at finde slagkraftige argumenter går vi ned til receptionen, og be'r pænt om lov til at gå ud i byen. De prøver ivrigt at spørge hvem vi vil have med fra receptionen, men da vi siger at vi vil alene afsted, siger de blot okay (efterfulgt af sidelæns hovedrysten = "ja"). Hvem skulle ha troet man bare skulle spørge! Vi får dog først lov til at gå, efter at have modtaget flere forskellige telefonnumre som vi kan fange dem på, hvis noget skulle gå galt. De tager ingen chancer, de indere.
Inden vi gik ud i byen ville snuppe lidt sol på taget. Vi holdt stanhaftigt ud i 20 minutter og måtte derefter nærmest løbe ned til vores kølige værelser. Måske heller ikke så smart at sole sig kl 12, hvor solen står højst. Men vi havde altså solcreme på! Dumme turister.
I "byen" gik vi amok, pga. vores endelige frihed. Og vi kan love jer for at engle sang da vi fandt stedet hvor vi kunne få alt hvad vi har manglet. Toblerone, digestive, lay's chips, saltkiks, nødder, balsam, grøn the (så vi ikke skal have sort the), cupnoodles og selvfølgelig Heinz Tomat Ketchup. Det var så lækkert! Og absolut heller ikke dyrt.
Vi nyder virkelig at få lov til at bevæge os frit omkring. Det fuldbyrder virkelig vores positive indtryk af dette store land og dets venlige folk. Det kan ikke siges nok gange, hvor fantastisk venlige folk er. Indtil videre har vi ikke mødt nogen falsk venlighed, kun skønne og nysgerrige smil. Det er en fornøjelse at være her.
Her til aften har vi været til singspiration med et kor i den kirke, hvor vi skal til gudstjeneste i morgen. Koncerten var med et indisk voksen kor, med et skønt lidt suppe-stej-og-is agtigt band og en meget indlevende dirigent. Vi hørte både gamle sange som "Edelwiess", "My bonnie" og "Take me home, country roads" og hymner som "When the saints go marching in", alt imens firben kravlede rund oppe på bagvæggen og strømmen gik af og til. Det hele foregik på engelsk, hvilket var rigtig dejligt, fordi det så var nemt at følge med for en gangs skyld. Vi kom til at sidde lige foran 3 tyske piger som også er volontører her i Madurai, de skal dog være her et helt år. (Vi synes det er lidt lang tid - her i Madurai). Vi har udvekslet numre med dem, så vi skal helt sikker på nogle volontør-dates sammen:)
Med os til koncerten havde vi sekreteren Baldwin, som simpelthen også er så sød. Han fortæller ivrigt om sin datter i USA, som snart skal føde, og har inviteret os hjem til middag i løbet af næste uge. Det glæder vi os rigtig meget til.

Forresten var vi på Indisk restaurant her for nogle dage siden og fik nogen lækkert, meget stærkt indisk mad. Selvfølgelig spiste vi med fingrene, selv om vi blev tilbudt gafler.. Vi tror Shamila og Jabaraj fik sig et godt grin eller to i løbet af det måltid. Men det smagte nu godt. Specielt desserten med friske frugter og vaniljeis. Mmh!

I morgen skal vi meget tidlig op (klokken 6!), så vi må hellere få lidt søvn. Klokken er 23.31 her nu. Vi tænker meget på alle her derhjemme og håber at alt er som det skal være. Vi har det godt og vi skal nok passe på os selv. Don't worry. Be happy!

Hurry, hurry, hurry buy my rice and kurry...

Mandag havde vi første arbejdsdag - troede vi! Hele weekenden har vi slappet af og set små dele af Madurai på slap line, og er blevet mindet om at vi nu bare skulle huske at hvile og finde kræfter til mandagens hårde og lange program. Det passede os godt både at slappe og tanken om at komme i gang med andet end at sove, spise og se tv. Nu er vi nået det punkt hvor vi blot bliver mere trætte af at hvile end at opleve noget. Så da vi endelig nåede mandag morgen stod vi tidligt op, for at være klar til dagens strabasser lige efter morgenmaden kl 7.30. Klokken blev 8, og hornene ude på gaden begyndte at få godt gang i mundtøjet. Og den blev 9, uden nogen kontakt fra Shamila. Klokken 10 ringer vi så efter Shamila, som helt roligt spørger os (på hende virkeligt gode engelsk - den indiske standart taget i betragtning) om vi har sovet godt og om det passer os at tage afsted ved 11-tiden? Vi følte os lidt snydt, men det var selvfølgeligt i orden. Jeg kan så afsløre at dages "hårde" program kun bestod af dette ene besøg på the School for Hearing Impaired children, hvor vi blev vist rundt i alle klasser og var virkeligt imponerede over deres standart. Både undervisere og eleverne er meget dygtige! Da vi have hilst på alle og set hele stedet, tog vi hjem og fortsatte vores stirren ind i væggen. Nej, vi hygger os naturligvis, men hvis vi måtte gå ud i byen alene kunne vi måske finde på noget sjovere at lave. Det er lidt problematisk at vi skal have en fra receptionen med hver gang vi forlader stedet - en gensidig klods om benet.
I dag troede vi så at vi ville få lidt mere gang i sagerne - europæisk naivitet! Vi forlod stedet her kl 10 og mødte shamila på the School for Mentally Challenced, og blev endnu engang vist rundt og mødte alle undervisere og elever - og var igen imponerede. Vi brugte i dag lidt længere tid hos børne som var utroligt søde og imødekommende til trods for deres sygdomme. Mange af dem er autister så det var imponerende at der ikke opstod mere uro i de små klasser end der gjorde. Alle klasser er små, 2 - 8 elever, hvilket giver et utroligt behageligt miljø for alle.
Kl 12 forlod vi stedet, og havde faktisk fri resten af dagen. Heldigvis til bød en af de ansatte at vise os paladset her i Madurai, så lidt action fik vi da! Nu sidder vi igen her på hotellet, og har bestil pizza - og vi er meget spændt på hvordan en indisk pizza ser ud, hvis det overhovedet er pizza!
I morgen skal vi måske starte rigtigt på arbejde på School for Mentally Challenced, vi venter i spænding:)
Konklusionen på dette indlæg er: Når indere siger travlt, så har de aldrig oplevet den vestlige travlthed (heldigvis) - det er kun Dr. Bombay og alle gadesælgerne der har travlt. Hurry hurry hurry, buy my rice and kurry, buy one for two, special price for you.

Følg med for nu kommer hele smørren

7.15 starter vores eventyr i Kastrup Lufthavn med en følelsesladet afsked med familie, kæreste og venner, og vi går hurtigt op ad rulletrappen med check-in - vores point of no return. Læsset med med LEGO, toiletpapir, bind, tamponer og medicin havde vi en mindre overvægt på 5-6 kg - i hvert fald - men det vendte den søde dame i lufthavnen vist det blinde øje til. Turen fra Kastrup til Bruxelles var kort og smertefri - men pga. ændringer i flyplanen blev rejsen allerede en smule kompliceret, da vi skal skrifte fly i bruxelles. Vi har time - og skal helt ned i den anden ende af den enorme lufthavn - og konsekvensen viser sig også da vi når gaten: Vi er de aller sidste til at boarde og det fikse stewardesser oplyser os om at vores bagage muligvis ikke er nået at komme ombord på flyet. Set bort fra den lidt pinefulde uvished om vores bagage er flyturen på små 10 timer til Chennai rigtig dejlig. Vi blev konstant opvartet med mad, the, sodavand, vaskeklude, vand og der var film, musik og amerikanske serier i lange baner (vi havde hver vores lille tv-skærm - men vi gjorde alligevel et tappert forsøg på at synkonisere det vi så, så vi kunne grine sammen). Da vi flyver ind over Indien oplever vi monsunen oppe fra. Vi flyver over et stort tordenvejr - frygtindgydende og smukt!

Vi når Chennai kl. ca. 01 indisk tid (21.30 dansk tid), og til vores store ærgrelse er bagagen ikke med flyet. Vi oplever her med det samme den indiske venlighed. Lufthavnspersonalet tager sig af de burokratiske detajler (som ikke er så få), og de fortæller at de nok skal sørge for at bagagen kommer frem YMCA Guest House i Madurai så hurtigt som muligt. Endvidere for vi 4000 rupees (små 500DDK) stukket i hånden hver, hvilket passer præcis til vores flybillet videre - skønt! Vi venter, og venter, og venter i 6 ½ time i Chennai lufthavn - og vi er virkelig en turistattraktion for de lokale. Endelig kommer flyet og vi stiger udmattede ind. Da vi når Madurai har vi ikke fået noget søvn i over 24 timer, og gæt hvad vi så skal - til bryllup. Shamila henter os i lufthavnen og det er absolut et positivt møde! Vi kommer til YMCA International Guest House omkring kl. 8 og slapper lidt af før vi tager med til hindubryllup. Til brylluppet når vi næsten ikke at få en fod inden for døren, før vi er i fokus, og skal have taget billede med brudeparret og familie. (Det angiver højstatus at have hvide med til sit bryllup). Her kastes vi også for første gang ud i de indiske madtraditioner: banan-palmeblade som tallerken og højre hånd som eneste redskab. Der diskes op med alt godt fra det indiske bord (vi kan ikke huske hvad vi fik!), og bliver belært i hvordan højre hånd bruges som skovl og højre tommelfinger så skubber maden ind i mundet. Ja, vi synes også det var svært! Tilmed var der nok omkring 100 tilskurere. Velbekomme...

Efter lidt afslapning på vores udemærkede værelser går vi ned på gaden (vi bor MIDT i byen) og køber fire sæt indisk tøj og en sari (6-8 meter langt stykke stof som vikles rundt om en). Vi sover tidligt, forståeligt nok, men når netop at opleve vores første strømafbrydelse.

Vejret hernede er dejligt men temmelig varmt. Om dagen er gaderne støvede og larmende, og om natten kan der ligge op til 20 cm vand i gaderne pga. af den voldsomme regn - og det er stadigt larmende. Indien må ubestridt være lydende land - der er så mange mange underlige og høje lyde på alle tidspunkter af døgnet. India never sleeps!

Fredag lavede vi ikke meget andet en afslapning og en tur ud i byen på egen hånd. Dette var der ingen problemer i og alle vi mødte var nysgerrige men venlige. Men da vi når tilbage vores hotel bliver vi mødt af bekymrede miner og spørgsmålet: "Where have you been?" [Were hav' yu bin] og en formaning om at "the city is very dangerous!" [De siti is verri dangerous]. Det skriver vi så bag øret! :)

I dag har endelig fået internet, og vores tasker er ankommet. Desuden fik vi en lille guidet tur i byens store tempel - og en velsignelse af deres elefant!

Så er det ved at være lige op over!

Sidste dag i DK er nu i fuld gang med at gå sekund for sekund. Gaverne, malariamedicinen, desinficeringsmidlet og toiletpapiret er pakket. LEGO har været så søde at give os 13 kg lego med - fantastisk med sådan en gavmildhed! (Hvordan vi liiige får det med derned med en bagage begrænsning på 20 kg er et godt spørgsmål). For mit vedkommende trænger jeg nu til at komme afsted nu, og stå i det kaos vi i snart flere måneder har forberedt os på. Glæder mig til endelig til at møde Shamila, vores indiske kontaktperson, som jeg har skrevet adskillige mails med, til at se hvor og hvordan vi bor, og til at møde det indiske folk og deres kultur. Vores første udfordring står vi allerede overfor når vi banker hovedet mod Chennais Monsun-mur og skal finde transporten fra Chennai til Madurai - om det bliver fly (på 1 time) eller tog (på 10 timer!) må I vente i spænding på!
Fortsættelse følger, så hold øje med bloggen her!