Hjemme igen

Kl. 04.45 køre det bumlende tog ind på endestationens perron. Vi er tilbage i Madurai. Vi bliver vækket af en togkontrolør der slår på vores køjer og den lille familie vi har delt kupé med er begyndt at rumstere. Vi vågner op af vores hig som var vi bjørne der havde sagt farvel til vinteren - lidt fortumlet men også friske.
Turen var gået hurtigt. Den første time gik med at spille kort - til stor beundring for den lille familie som vi delte kupe med. Familien bestod af en mor som lå i underkøjen sammen med sin datter, moderens bror som lå i overkøjen og moderens mand som blev sendt til en anden kupé da vi kom- hvorfor ved vi ikke. Moderen var iført en stor, men meget flot gyldent sari, som var det solen der gik ned bag horisonten. Der var broderet perler i en kant for neden af kjolen som skabte en flot helhed. Hendes ansigtstræk var smukke og vi gættede os frem til at hun var i midten af 20'erne og var blevet gift meget ung. Datteren så vi ikke så meget til for hun lå for det meste og sov bag moderen - forståeligt nok for klokken var mange. Men vi kunne dog skimte at hun var iført en lyserød kjole, der ville være en Disney prinsesse værdigt. Broderen der lå og sov var omkring vores alder og meget stille. Han sagde kun noget når hans søster slog på hans køje så han vågnede. Efter en times kortspil og spørgsmål fra familien, så som; om hvor vi kom fra, hvad vi hed, hvad vi lavede i Indien, om vi var søskende og om vi var gift (sidstnævnte undrede vi os en del over, men kom frem til den løsning, at hvis vi havde været indere ville vi sikkert være gifteklar) bliver lyset slukket i kupéen. Her falder vi stille hen til lyden af musik fra vores iPod og til en vuggen af togets bumlen. Vi havde begge frygtede at det ville være svært at falde i søvn og at det ville blive en meget lang togtur. Men det var faktisk ret rart bare at kunne ligge der og lade toget bringe en hjem.
Da vi ankommer til Madurai var det så småt begyndt at blive lyst. David var kommet for at hente os og bringe os sikkert tilbage til YMCA. På perronen sagde vi farvel til Jabaras og Shamila og deres familier som havde været en stor familie for os på denne tur. De havde alle været med det samme tog bare i en helt anden vogn, ligesom det havde været på udturen.
Dagen i går gik med at sove, se tv og ordne en smule tøjvask. Det var rart at være tilbage til de trygge 4 vægge som er blevet til vores hjem her i Indien. Det er her vi hører til. Her har vi billeder vores af familie og venner hængende på væggen, tv-kanaler som vi kender, en bruser som vi kender, mennesker på hotellet som vi kender (- deri blandt dem der stadig giver os varm mælk til morgenmad!) og sidst men ikke mindst vores skummadras som vi kender.
Altså - vores tilflugtssted fra hverdagen. Stedet hvor vi føler os hjemme.