Så blev det mandag...

Den sidste uge er fløget afsted med besøg fra Danmark og regnvejr. Mandag morgen ankom KFUM-KFUK's ungdomsrejse med 9 unge mennesker her til Madurai, og var overraskende friske, trods den lange rejse. Deres fly var blevet forsinket, og de var i mellemtiden blevet indkvarteret på et 5-stjernet hotel i Mumbai - det kan man da kalde luksus. Mandag og tirsdag stod både for vores og deres vedkommende på besøg på de projekter vi arbejder på, lækker mad,tiltrængt dansk samvær og inspiration til samarbejdet mellem Nicoline og jeg. Vi har det virkelig godt sammen, og det blev kun bekræftet ved danskernes besøg.
Tirsdag aften stod de på toget til Kanyakumari, og vi igen alene for to dage. Den følelse af meningsløshed som de sidste par uger desværre er sneget sig ind på os begge, er ved ankomsten og den meget varme velkomst af de andre danskere blevet så gennemtrængende at vi har valgt, at tage hele vores virke her op til overvejelse. Indtil nu har vi brugt alt for meget tid på at sidde og kigge i klasseværelserne, da de hverken mangler arbejdskaft eller ekspertise. Vi elsker Indien, man mangler følelsen af at gøre noget for de mennesker vi er i blandt og at føle, at de værdsætter, at vi er her - så det føles både som spild af tid, penge og stor lyst. Derfor skal vi gøre noget ved det nu, og det er vi i fuld gang med. Vi har et møde med Shamila her til aften, og har forskellige forslag med til hvordan begge parter kan få mere ud af vores ophold her, så det er vi meget spændt på.
Oveni alle disse tanker og følelser, er regntiden nu sat ind for alvor og dermed små helbredsforstyrrelse som forkølelse. Der kommer nu dagligt regnskyl, og en enkelt gang har vi simpelthen ikke fået lov til at tage på arbejde, fordi det var "very very dangerous" at køre i rickshaw i regnvejr. Gad vide hvordan indere ville overleve i Danmark, hvor det nærmest regner oftere end solen titter frem. Jeg har de sidste par dage haft en slem forkølelse, og nu begynder Nicoline også at nyse inde ved siden af. Og det gør absolut ikke vores ligegyldige skoledage mere tiltrækkende, så det bliver virkelig godt at få snakket med Shamila i aften.
For lige at få kronologien på plads igen, kom "danskerne" hjem fra Kanyakumari torsdag aften, og så var der dømt hyggeaften. Fredag bød på shopping og hjemmebesøg i Muthupatty, hvor lektiecafeen ligger. Det var en overvældende oplevelse, med mange blandede følelser. I mørket tog de små børn os i hånden og ledte os uden om de store mudderhuller, med et fast greb fulgte de os af de små stiger ind mellem små huse frem til omkring 10 huse, hvor nogle af børnene fra lektiecafeen bor. Venlighed og varme strømmer ud gennem hullerne i de små et/to-værelseshuse, og mørket hjælper taknemmeligt familierne på vej, ved at skjule de ydre elendigheder, og kun vise de varme lys som møder os inde i husene. Kun enkelte steder står en far bagest i rummet og smiler blegt - et smil som ikke vidner om stolthed over ders hjem, men alligevel en glæde over deres børn fremgang på lektiecafeen. Det er fantastisk at opleve det - her kan dybden af det beundringsværdige projekt lektiecafeen er mærkes, men vi møder også en åbenlys fattigdom vi ikke har være konfronteret med før. Denne viden om dybden i projektet, gør at man har lyst til at give alt hvad man ejer og har, for at få projektet til at fungerer, så alle børnene fra Muthupatty kan få samme chance. Der er på nuværende tidspunkt 120 børn, og der er helt sikker mange derude som gerne vil have den samme mulighed.

Lørdag vinkede vi farvel til "danskerne" i lufthavnen i Madurai, og så kørte alt tilbage til "det gamle" med os, Shamila, Jebaraj og Mr. Suyambu alene i den store bus. Weekenden har været præget af tunge forkølelseshoveder, regnvejr og film, og nu er vores hoveder fyldt med tanker omkring mødet med Shamila i aften. Vi tænker meget på jer der hjemme, og siger mange mange tak for nogle hyggelige dage med KFUM-KFUK's ungdomsrejse - og håber I er kommer godt hjem!