Hurry, hurry, hurry buy my rice and kurry...

Mandag havde vi første arbejdsdag - troede vi! Hele weekenden har vi slappet af og set små dele af Madurai på slap line, og er blevet mindet om at vi nu bare skulle huske at hvile og finde kræfter til mandagens hårde og lange program. Det passede os godt både at slappe og tanken om at komme i gang med andet end at sove, spise og se tv. Nu er vi nået det punkt hvor vi blot bliver mere trætte af at hvile end at opleve noget. Så da vi endelig nåede mandag morgen stod vi tidligt op, for at være klar til dagens strabasser lige efter morgenmaden kl 7.30. Klokken blev 8, og hornene ude på gaden begyndte at få godt gang i mundtøjet. Og den blev 9, uden nogen kontakt fra Shamila. Klokken 10 ringer vi så efter Shamila, som helt roligt spørger os (på hende virkeligt gode engelsk - den indiske standart taget i betragtning) om vi har sovet godt og om det passer os at tage afsted ved 11-tiden? Vi følte os lidt snydt, men det var selvfølgeligt i orden. Jeg kan så afsløre at dages "hårde" program kun bestod af dette ene besøg på the School for Hearing Impaired children, hvor vi blev vist rundt i alle klasser og var virkeligt imponerede over deres standart. Både undervisere og eleverne er meget dygtige! Da vi have hilst på alle og set hele stedet, tog vi hjem og fortsatte vores stirren ind i væggen. Nej, vi hygger os naturligvis, men hvis vi måtte gå ud i byen alene kunne vi måske finde på noget sjovere at lave. Det er lidt problematisk at vi skal have en fra receptionen med hver gang vi forlader stedet - en gensidig klods om benet.
I dag troede vi så at vi ville få lidt mere gang i sagerne - europæisk naivitet! Vi forlod stedet her kl 10 og mødte shamila på the School for Mentally Challenced, og blev endnu engang vist rundt og mødte alle undervisere og elever - og var igen imponerede. Vi brugte i dag lidt længere tid hos børne som var utroligt søde og imødekommende til trods for deres sygdomme. Mange af dem er autister så det var imponerende at der ikke opstod mere uro i de små klasser end der gjorde. Alle klasser er små, 2 - 8 elever, hvilket giver et utroligt behageligt miljø for alle.
Kl 12 forlod vi stedet, og havde faktisk fri resten af dagen. Heldigvis til bød en af de ansatte at vise os paladset her i Madurai, så lidt action fik vi da! Nu sidder vi igen her på hotellet, og har bestil pizza - og vi er meget spændt på hvordan en indisk pizza ser ud, hvis det overhovedet er pizza!
I morgen skal vi måske starte rigtigt på arbejde på School for Mentally Challenced, vi venter i spænding:)
Konklusionen på dette indlæg er: Når indere siger travlt, så har de aldrig oplevet den vestlige travlthed (heldigvis) - det er kun Dr. Bombay og alle gadesælgerne der har travlt. Hurry hurry hurry, buy my rice and kurry, buy one for two, special price for you.